fredag den 3. april 2009

Pakkeglæde

Så er jeg ved at være klar. Tre timer til afgang fra Aasiaat. Gennem de sidste par dage har jeg kæmpet med at pakke pulkene og udmåle rationer. Mine pulke vejer lige nu ca. 95 kg! Pyhh.På billedet er jeg ved at afveje 150 g nødder/rosiner til timepauserne. Jeg regner med seks pitstop i løbet af dagen og under hvert pit skal jeg spise 25 g nødder, 25 g marcipan og 50 g chokolade. Hverken mere eller mindre. 


Til morgenmad står den på 175 g havregryn og cornflakes med 25 g mælkepulver med kakao. Til aften kommer der varm mad på bordet i form af 250 g Travel Lunch + supplement på 125 g ris. Som taste spiker har jeg lidt hvidløgssmør og noget parmesanost. Sidst men ikke mindst er der vingummi til natmad. Det giver 23.000 KJ om dagen. Takanna, velbekomme.  

Vi har mad med til 40 dage. Dvs. 10 dage ud over de beregnede turlængde på 30 dage. Maden alene vejer 50 kg og brændstof til at opvarme vand vejer 15 kg. En stor andel af den samlede vægt.

Jeg har lige tjekket vejrudsigten. Mener det må være ret vigtigt at undgå storm og dårlige forhold de første dage, så vi kan nå at få en rutine opbygget. Og det ser rigtig godt ud. Stille med 1-3 m/s og faktisk relativt varmt i Kangerlussuaq med 10-15 frostgrader. Denne vinter har været lidt speciel set i forhold til de sidste 10 år. Der har ligget meget havis og det stabiliserer vejret og højtrykkene inde over Grønland og giver solskin uden vind. Det er super dejligt og giver (potentielt) flere timer udendørs. Håber fortsat at højtrykkene holder stand mod lavtrykkene. 

Glæder mig!

Ingen kommentarer: