Jespers tur

Lidt forsinket følger her historien om Jespers oplevelser på indlandsisen. Han holder sig ikke tilbage med historier om afføring, vind og fødselsdagsflag.

Saschas forældre foregriber Jespers beretning en smule. Jesper fik journalisten til at love at vente med at skrive beretninger til i dag. Jesper i vanlig betænksom stil. Det betyder at Saschas historie om 25 km og en dejlig fødselsdagshilsen er en dag yngre end Jespers meldinger fra isen.

Jesper ringede i mandags, hvor gruppens koordinater var N 66 grader 28' 01", V 46 grader 01' 13". Hans historier fra isen består af en dagbog og nogle svar på spørgsmål.

17. april: Jesper vågner, da teltet pludselig runger af fødselsdagssang og ryster af grønlandske flag. Alle de andre er inde og vække ham. De spiser for en sjælden gangs skyld sammen alle sammen om morgenen. Han fortæller at han får en nummerplade til pulken af Ann-Sofie, og at han kommer ud til en pulk der er omkranset af en flagguirlande fra Sascha. Dagen starter som en fødselsdag på indlandsisen skal.

Han tager - hverken for første eller sidste gang - nogle af Ann-Sofies kilo over på sin pulk. Jesper kan egentlig godt lide at arbejde for det, og vil gerne frem over stepperne. I dag er han dog nødt til at give kiloene tilbage ret hurtigt. Efter en time sidder han på hug bag sin pulk. Han har fået endnu en overraskelse til sin fødselsdag: diarré. Han tilbringer resten af dagen med at skide sin energi ud af kroppen i etaper. Han er fuldstændig drænet, og kæmper for at holde fast, og for at gruppen kan nå målet.

Det gør de. For første gang på hele turen til nu kører de mere end 20 km på én dag. Det har frustreret Jesper at de ikke har nået det mål tidligere på turen. Han fortæller at han løbende har brokket sig over hvor langsomt det er gået og hvor kort de er nået hver dag. Efter at have kørt turen med diarré og ingen energi, har han dog fået lidt af en åbenbaring. Det har været sundt, fortæller han, han er nu blevet lidt mere ydmyg overfor de andres kvaler. Nu véd han hvad det vil sige at lide sig igennem en dag.

Da de slår lejr, kan de se DYE II, men kan ikke nå derhen. Mere om det sted senere. Jesper får nogle piller til maven af Sascha, og er igen ovenpå.

18. april: Gruppen vågner til blæst og mere blæst. Allerede fra morgenstunden er der vind, og det blæser op i løbet af dagen. De beslutter sig dog for at tage afsted. De er kun 14 km fra DYE II og vil gerne nå hen til tag over hovedet.

Det bliver noget af en kamp mod vejret at komme frem. Vinden blæser med op mod 20 m/s hele dag. Det er nu lige noget for Jesper. Han synes det er fedt at arbejde hårdt og kæmpe for det, og i dag har han overskud til kampen. Hele dagen kan de se bygningen komme tættere og tættere på. Af og til forsvinder den ud af syne, men når den atter dukker op, er den kommet meget tættere på, og det føles befriende at se den igen.

Jesper fortæller at gruppen i lang tid tænker: "nu er vi der", men hele tiden overraskes af at de ikke er noget frem endnu. DYE II vokser og vokser bare. Da de endelig når frem, kan de se det: Det er en kæmpestor bygning.

DYE II er en stor forladt radarstation på jernben. Den har været forladt siden 1990'erne. Jernbenene har skullet beskytte stationen fra at blive at væk at snemasserne. Ved benene ligger store sneskrænter. Esge oplever at man ikke skal være for nysgerrig. Han kommer for tæt på en kant, og hans pulk skrider ud over skrænten. I en brøkdel af et sekund kæmper Esge for sit liv. Han griber fat i Ann-Sofies pulk, men så hurtigt han har grebet fat, så hurtigt slipper han igen. Hun skal ikke rives med i faldet. Lidt af en heltegerning, da han hænger ud over kanten.

Han falder 10 m i frit fald, men lander i sneen, og heldigvis sker der ikke noget med ham - andet end det chok det må have været at falde og ikke kunne gøre noget.

Esge kommer på benene igen og kommer op til de andre. Sammen begiver de sig ind på radarstationen, og tager på ekspedition med pandelamper. Alt er efterladt i rygende hast. Der står stadig mad i køleskabet fra 90'erne. Jesper fortæller at det er virkelig spændende at gå på opdagelse i de forladte gange og se en radarstation som er nøjagtig som den var for 10-20 år siden. Der er noget spøgelseshistorie over at se køleskab, ugeblade, opvask som stadig står fremme.

Gruppen slæber madrasser op i radarkuplen, og overnatter deroppe i fællesskab. Det er dejligt at sove indendørs og ligge på bløde madrasser.

19. april: Det er så dejligt at ligge blødt, at gruppen sover længe om søndagen, og beslutter sig for at starte sent.

Mens Jesper lå og brugte sin tisseflaske, og mens alle lå og boblede, kom der lige pludselig gæster. Midt ude på indlandsisen løb vores 5 indlandsisfarere ind i en anden ekspedition, og ret uventet. Hvad byder man uventede gæster? En tisseflaske? De var blevet indhentet på deres fart over isen.

Formiddagen gik med at snakke med de nyankomne. Det var spændende at møde nye ansigter, og at snakke med nogen andre end bare de samme.

Om eftermiddagen kom de så endelig afsted. De ville gerne nå at køre nogle timer om søndagen, og prøve at indhente noget af det tabte terræn. Det var også en god dag at køre på. Jesper fortæller at det var det hidtil bedste føre. Terrænet var fladt og overfladen var hård. Selvom de kun kørte i nogle få timer, var det alligevel en god dag: De satte hastighedsrekord med 3,1 km/t.

20/4: Er den dag Jesper ringer til mig. Det er ikke nogen god ekpeditionsdag. Hele dagen har de ligget i blæsevejr, og har ventet på at vinden løjer af. Først da Jesper ringer kl. 20 er vejret til at de kan gå afsted, men det er for sent. De vil bruge for lang tid på at pakke sammen og slå lejr igen, i forhold til den tid de kan bruge på at køre. De træffer beslutningen om en overliggerdag kl 16.30.

Trods det at de ikke har vidst om de skulle køre eller blive, har de brugt dagen på at restituere. De har sovet, spillet spil, spist, sovet lidt mere. DMI har lovet mindre blæst næste dag, og de er klar til at rykke ud igen.

Jesper fortæller at det sværeste for ham på turen har været alt det gruppehalløj i at der ikke har været én dag hvor alle har haft en god dag. Han har hver dag skullet overtage ting fra andre pulke, og er blevet langsommere af det. Det har frustreret ham meget, for han har haft lyst til at yde sit bedste hver dag, og har haft lyst til at ekspeditionen skal foregå i et hurtigere tempo. Han arbejder dog på det nu, og arbejder på at finde glæde i at han selv har overskud til at overtage kilo for de andre.

Ellers går det godt socialt. Gruppen har arrangeret det sådan at de bytter sovemakkere løbende på turen, og det fungerer rigtig godt at de skiftes til at tilbringe tid sammen, det har indtil videre gjort at de ikke er nået til et mæthedpunkt.

Han fortæller at den fysiske del af turen går bedre og bedre. I starten af ekspeditionen gik han næsten sukkerkold hver dag, og havde mindst en time hvor han ikke havde nogle kræfter og følte store kriser. Nu er han dog blevet meget bedre til at spise nok. Han kan fortæller at kræfterne bliver bedre og bedre efterhånden som dagen skrider frem. Som de andre fortæller han at morgenerne er hårde, men man føler sig stærker når man først er kommet i gang og er blevet varm.

Jeg spørger også Jesper om han husker at stoppe op og tænke over hvor fedt det er. Han fortæller at han af og til kigger ud over landskabet, og virkelig glæder sig over at være med på turen, men for det meste går han bare med blikket stift rettet mod pulken foran sig.

Noget af det han har syntes er virkelig fedt, er vejrskiftet. Han syntes det var rigtig sjovt at opleve to dage med Whiteout, men det har også været fedt at få solskinnet tilbage.

Jeg spørger ham til basspillet. Får han øvet sig på turen over indlandsisen? Han fortæller at han ofte griber en bardun og spiller lidt på den, og mener i øvrigt at der er meget rock over at være på isen. I hvert fald mener han at han vil ligne Keith Richards når de kommer hjem. Som han beskriver det, er det ingen foryngelseskur at køre hen over ismasserne.