En historie om fem almindelige mennesker

12 timer før afgang en lille historie skrevet ove en kop kaffe hos Elsemarie i Kangerlussuaq - Saschas historie fra 18.time bliver ikke længere, vi skal jo nå at spise fint og binde flere knuder...

Er det ekstremt at krydse Indlandisen?
Vi mener at være nogle ret almindelige mennesker der har opdaget at vi har muligheden og lysten til at krydse indlandsisen og den chance kan man da ikke lade passere – vel?

Det er meget nœrliggende at krydse den Grønlandske Indlandsis når man er bosat på den Grønlandske kyst. Alle har vi tilknytning til byen Aasiaat ved Diskobugten på den grønlandske vestkyst og blev enige om at det eneste rigtige var at krydse indlandsisen unsupportet som det kaldes, det vil sige vi er vores egen guide.

Faktaboks:
På tværs af den Grønlandske Indlandsis med ski, kortfeller og pulk
30 dage og 550 km med 95 kg bagage per person
Afgang 5. april, Kangerlussuaq på vestkysten
Ankomst 5. maj (forventet), Isortoq på østkysten


Sidst i oktober måned 2009 blev vi enige om at vi kunne gøre det sammen – og så måtte vi hellere lœre hinanden lidt at kende ud over den første afstemning af forventninger og prœsentation af tidligere bedrifter:

Faktaboks:
Kasper 32 år, gymnasielœrer, bosat i Aasiaat, interesser: langrend, kajak.
Jesper 33 år, gymnasielœrer, boast i Aasiaat, interesser: outdoor
Esge 36 år, ingeniør, bosat i København, interesse: adventureløb, mountainbike
Ann-Sofie 24 år, bosat i Aasiaat, interesse: outdoor
Sascha 29 år, lœge, bosat i Aasiaat, interesse: alpin skiløb og langrend

Ingen af os har altså før planlagt en lignende ekspedition og vi havde 5 måneder til planlœgning og trœning. Vi har fra starten organiseret os omkring et fœlles dokument på nettet så alle hele tiden kunne følge med i diverse deadlines, todo lister, pakkelister og fœlles indkøbslister.

Tusind småting
De første måneder og lige til ugerne før afgang har grej vœret dominerende i planlœgningen. På nettet ligger forskellige grej lister fra andre ekspeditioner, dem har vi taget udgangspunkt i sammen med vejledning fra gode kontakter. Heldigvis vil dem der allerede har krydset indlandsisen gerne fortœlle om det. Derudover tusindvis af email korrespondancer vi har haft med firmaer, forsikring, Dansk Polar Center, flyselskaber med mere.

Mekka for grejfreaken
Alt er vigtigt på en ekspedition, men grej og mad er nu det vigtigste. Vi har lavet fœlles indkøbslister og fået sendt vores grej til henholdsvis Aasiaat og København. Det meste af vores ekspeditionsudstyr og mad er købt i Friluftsland, det der manglede er købt på nettet fra butikker i DK, USA, Norge, Tyskland, England og enkelte ting i down town Aasiaat hos den lokale sælskindsbutik og havneprovianten.

Da det største lœs grej fra Friluftland kom med skibet til Aasiaat, var det en regulœr grejfest og ekspeditionens deltagere har nu alt hvad man kan drømme om af polar udstyr - forestil jer lige det! Det er jo fantastisk. Det er en klar erfaring at man skal være ude i god tid – især når man bor i grønland. Dagen før afgang ankom det sidste gear med posten – et styk polariseret goggle.

Træning i minus 30 grader
Ikke al tid er forgået med et katalog fra friluftsland i hånden foran computeren.

Vi har trænet med pulke og dæk. Dækkene er super nemme og rigtig god træning. Dog er det et problem at alle i Aasiaat mener vi er skøre i hovedet og spørger hvor resten af bilen er henne. Pulken har været god til at øve at pakke og finde ud af hvad der var vigtigt og virkede eller ikke virkede.

Vi har overnattet i ned til minus 30 grader. I december og januar måned er der ingen sol på himlen i Aasiaat og mørket og vinden her nord for polarcirklen er hård. Det kræver en del træning af gebærde sig i kulden, faktisk især når man ikke er aktiv på skiene. Første overnatning i kulden foregik i minus 5 grader med sommerliggeunderlag, sommersoveposer. To af os sov stort set ikke. Det var en sindssyg kold nat for noviserne. Vi lœrte at sœtte pris på det RIGTIGE grej. På den måde lærer man af sine fejl hele tiden - og vi kommer helst sikkert til at lære mere nyt når vi først står på Indlandsisen.

Blandt det mest uundværlige gear er vores heldragte i dun som skal bruges i campen ved ankomsten efter dagens strabadser. Overgangen fra at stå på ski til at stå stille inden teltet er slået op kan være super kold. Af andet gear er det meget forskelligt hvad der er faldet i vores smag. Hver person har sin måde at takle kulden på. Ann-Sofie sover på rensdyr skind, men vi andre har syntetiske underlag af skumplast. Pigerne har også andre prioriteter end drengene – de sætter eksempelvis stor pris på tisseflapper i tøjet.

Vigtige erfaringer
Når I læser om vores erfaringer kan det måske give en ide om at vi ikke er ekstreme ekspeditiondeltagere, mem almindelig unge mennesker uden de store erfaringer der har kastet sig ud i et spændende projekt. Fx har vi lært, at man ikke skal ligge sig i soveposen med sit skaltøj på fordi man er trœt..., at der er stor forskel på smagen af frysetørret mad….. at man skal teste sin brœnder i kulden og ikke bare hjemme i den varme stue…… at man skal huske sine skistave når man tager på skitur…. at vingummi fryser stenhårde i kulden…. Osv osv. Og en af de postive: at man fuldstœndig glemmer at man har frosset hele natten når man står midt i den helt vilde natur med skiene på (og har varmen naturligvis).

Aha oplevelser
Det er faktisk lidt svœrt at gå på rœkke uden at tale sammen i 50 minutter af gangen – for pigerne altså. For drengene falder det helt naturligt. 100 gram chokolade og nødder som skal spises på et 10 minutters pause hver time er ret meget, men smart fordi forhindrer at man går sukkerkold. En godnathistorie skal vœre lidt eksplosivt spændende for at holde lytterne i teltet vågen, ellers kommer man til at læse alene. At 200 gram tvungen müsli om morgenen er meget, men at mœlkepulver med varmt vand er sœrdeles undervurderet.

De sidste forberedelserDen sidste måned er det sidste faldet på plads. Tilladelser fra Dansk Polar Center, forsikring, radiotilladelser, flybilletter og rent tøj sendt til østkysten. Koordinater til opstigningen fra punkt 660 i Kangerlussuaq på vestsiden er kommet på plads. Man bevæger sig de første dage gennem et område med mange farlige gletcherspalter og det er vigtigt at kende den rigtige rute. Satellittelefon og VHF er testet, medicin er pakket, telte er justeret med stormflapper, gletcherredning og sikring er øvet.

Den sidste uge er gået med at pakke mad. I alt har vi hver pakket omkring 320 små madposer med marcipanbrød, havregryn, pølse, smør, nødder osv. Alt sammen vejet på grammet.

Her to dage før afrejse er vi klar. Vi kan mœrke rejsefeberen, som der ellers ikke har vœret meget tid gennem den sidste tids strabadser.

Om alt går vel, vender vi tilbage om seks uger med mere om vores oplevelser fra selve turen over isen.

Helt almindelige hilsner fra
Ann-Sofie, Esge, Jesper, Kasper og Sascha