Tiden går og vi få ikke sagt meget om Indlandisen
Her er den historie vi er ved at skrive og redigere til Friluftland, her er den Uncut version..
God fornøjelse..
Sermersuaq – been there done that..
Det er nu 2 måneder siden vi ramte iskanten på østkysten ved bygden Isortoq efter 550 km plus det løse, 31 aktive dage, 1 overliggerdag og uendelig meget IS og SNE.
Indlandsisen og en tur over den er en svœr ting at beskrive. Meget romantisk litteratur er skrevet om at krydse Sermersuaq, som betyder den store is. Af det vi har lœst er der intet der kommer i nœrheden af den oplevelse vi fem havde.
Vi var klar d. 5. April 2008 og drog friske og rene af sted fra punkt 660 i Kangerlussuaq, vejret var strålende, terrœnet var stejlt og vi nåede ikke at gå mange meter før vi tog sikkerhedsudstyret frem og bandt os sammen. EN gang er jo den første til mange ting og det her var den første gang vi gik bundet sammen i gletcher terrœn, det gik..... Ja ok en ekspert havde nok fået sig et par billige grin ved synet af tumlen rundt med reb, personer der bliver spœndt helt ud og magtesløs bliver trukket over en af opstigningens toppe og så videre. Men med tiden bliver man jo bedre til alting, vi øvede os i 4 dage før vi kunne løsrive os fra rebene, ligesom det tog 4 dage før vi kunne skifte steigeis’ne ud med Amundsen skien. 3 timer og 2 km startede vi med... der var langt over isen.. Men humøret var højt og vi fik kørt camp rutinerne ind velsignet med solskinsvejr så vi kunne øve os før dårligere vejr. Sammenbundet krydsede vi to sne broer på opstigningen.
Det var fantastisk at får skiene på i forhold til steigeisen, lidt mere skub kom der i det, selvom pulkene stadig var tunge. Vi startede ud med en vœgtfordeling på alt imellem 90 kg til 120 kg og som den første uge gik havde vi vœgtfordelt så pigerne ikke lœngere havde hverken fœlles udstyr (det var fordelt ud fra starten af) eller brœndstof, uden vœgtfordeling kunne vi ikke have fulgtes i samme tempo over isen.
Vi trappede langsomt km og timer op de nœste dage. Vi var så heldige ikke at have whiteout før på ca. 10.dagen, indtil da stod den på sol og ok ind imellem vind, så vi havde da haft gang i fullface maskerne. Lad os bare sige at det ikke er optimalt at dyrke sport og skulle ånde ud igennem et lille hul i en maske og samtidig beskytte sine øjne med briller som helst ikke skal dugge.. det fryser jo til is.. På den måde endte Esge med at klippe to brevsprœkker i sine sovebriller.. de duggede ingen vegne.
Navigationen kørte fra dag et, vi havde kompas og GPS (mistede dog både et kompas og en GPS undervejs.. men havde backup) til at kontrollere vores position og retning, forreste mand navigerede efter sol, vind og snelandskabet. I Whiteout var det en ekstra udfordring og i mørke en kunst!
MAD.... 32 dage og det samme hver eneste dag, det er ikke så nemt som det lyder, ja ja tœnker man, hvor svœrt kan det vœre... MEGET SVŒRT. Nogle af os havde det nemmere end andre med maden. Morgen bestod af 170-200 gram müesli eller cornflakes med vand/mœlkepulver/kakaopulver. Frokost havde vi ikke i den forstand men i stedet time rationer a 100 gram slik, chokolade, nødder, rosiner og et medlem havde loganbrød (brød med meget lidt vand i), pølse og smør, i alt ca. 600 gram i løbet af dagen af kalorie tœt mad plus det vi havde ekstra og byttede. Aftensmaden var for pigerne en dobbeltportion travellunch og for drengene en dobbelt portion travlellunch suppleret med 125 gr ris eller kartoffelmos. Nogen havde supplerende smør med. Vi havde regnet med ca. 21000 kilojoule (ca. 5000 kalorier) pr mand pr dag. Dem vi havde lœst om havde haft henholdsvis 3200 og 4400 kalorier med og havde tabt sig 7+ kg.. Vi havde ingen ambition om at tabe os. Piger og drenge havde lige meget med og det udlignede sig sådan at drenge havde brug for det mere som pigerne ikke kunne rumme.
Maden mistede sin smag og vi havde ikke tœnkt ud i krydderier ud over hvidløgssmør.. Så måltider var en pligt ikke en nydelse for i hvert fald 3 af os.. Og en udviklede allergi for travellunch i en sådan grad at det måtte pilles ud at kosten. Selv samme har stadig men efter madallergien på indlandsisen i form af ar på huden efter sår – indlandispatina? To af os løb ind i diarre, men det fik vi hurtigt stoppet igen, dog drœner det i mens det står på. En enkelt var allergisk overfor honning, men fik ved slik deling lidt spor og fik det mildest talt dårligt.. Det fik vi rettet op på med hurtig camp og lidt kœrlig pleje fra sygeplejersken og lœgen på turen.
Vi blev nœrmest sanse overstimuleret ved det første måltid efter ankomst til isortoq, selvom det var ganske banalt kylling, pasta blanding, dåsegullach og kogte grøntsager (hvad ellers?). Det lykkedes os ikke at tabe os noget af betydning, måske havde vi rokeret lidt rundt på depoterne og en enkelt havde tabt måske 2 kg, vi var tilfredse.
Udfordringerne på indlandsisen er mange. Udfordringer som whiteout (ca. 50 % af tiden), modvind (ca. 50 % af tiden), uendeligheden i terrænet, vabler, 31 dages fysisk anstrengelse og overanstrengelse, kulde, mad, gruppe dynamik og så videre. Det nemmeste ved at krydse isen var ikke at gå i bad, piece of cake, og de fleste af os lugtede ikke så meget syntes vi selv.. tror måske andre syntes vi lugtede lidt da vi kom i selskab med rene mennesker igen... Kulden var heller ikke så slem, koldeste dagstemperatur var -27 og varmeste +4, trods det fik 2 af os forfrysninger på kinderne, en på nœsen og to på tœrerne, intet alvorligere end lidt pigment œndringer af negler der er faldet af – indlandsispatina? Ud over det sveder man jo af alt det sport og i høj sol, ingen vind og -10-15 grader måtte vi flere gange gå i korteœrmer og en i lange underbukser. Med hensyn til det sociale så startede vi med at grine sammen og vi sluttede med at grine sammen så det gik godt med gruppen, men diverse kontroverser er uundgåelige når der stort set hele tiden er en eller flere i gruppen der er presset og i underskud. De eneste spille regler vi havde fra starten af var at en i gruppen havde vetoret hvis det hele brœndte på og en beslutning skulle tages. Resten klarede vi undervejs, men det er ikke helt nemt at få snakket sammen på indlandsisen, meget af tiden gik vi alene, koncentrerede os om at spise/drikke/tisse i de 10-15 min lange pauser, satte camp op, spiste og sov. Det hele blev lidt mere hyggeligt da det ene af teltene blœste vœk i en morgenvind.... Så måtte vi sove 5 mand i et 3 personers Hildeberg telt.. Det gik og det gjorde klart at vi fik snakket mere sammen alle sammen end før da vi sov i to telte, selv om vi roterede i teltene med mellemrum for at få lidt nyt input. Så den vind endte vi med at sœtte pris på.
Indlandsisens uendelighed er en mentalfaktor som er svœr at forestille sig uden at stå der selv, der er uendeligt langt over på den anden side, i starten så langt at det føles meningsløst at forholde sig til det, det var nemmere bare at acceptere at sådan var livet lige nu, sne, is, telt. Det betød også at Dye 2 den gamle amerikanske radarstation som vi stødte ind i ca. halvvejs var en helt fantastisk spœndende afveksling, det var ligesom at komme i sommerhus. Vi var genoplivede efter den sommerhusovernatning i radarkuplen. De sidste 14 dage begyndte vi at forholde os lidt mere til tiden og kilometerne, samtidig havde vi en forventning om at det ville begynde at gå en anelse nedad og at vi rent faktisk ville kunne mœrke det under skiene efter at have krydset højdedraget, i stedet skete der det at der var faldet utrolig meget sne på østsiden så vi kœmpede os nedad i dybsne, som viste sig at vœre meget mere hårdt end at gå opad med tungere pulke. Fordelen var at det mest var den der gik forrest der tog lœsset med at bane vejen igennem dybsneen, resten af os slappede af i det rolige tempo, ulempen var at det tog meget lœngere at tilbage lœgge de 20-30 km vi havde regnet med vi kunne gå, vi blev derfor nød til imod vores oprindelige principper at øge march tiden fra 8 timer op til 11 timer.. Vejret spille os også lige rigelig mange puds på øst siden så vi endte med at gå efter vejret og ikke efter døgnet, det betød en del natte vandringer og kompromis med søvnen. Alt i alt en hård kombi, men det der gjorde at vi nåede vores helikopter på den anden side – glade og lettede. Den sidste dag på turen mœrkede vi det east-coast-glide vi havde forventet nœrmest de sidste 10 dage, fœllerne røg af og vi gled med stor fornøjelse de sidste 26 km ned af isen, så godt at vi nœr havde taget den i frit fald ud over iskanten der hvor isen møder fastlandet... Vi nåede at bremse i tide og i det fjerne kunne vi spotte vores taxi, to østkyst hundeslœder, de flotteste hundeslœder man kan forestille sig..
Vi var meget forskellige fysisk, drengene var generelt i meget bedre form end pigerne og samtidig med det fra naturen side fysisk overlegne. Pigerne fik kamp til stregen med det fysiske og vi vœgtfordelte hele vejen over isen. Drengene kœmpede mere med det mentale. Fysisk var det dog en stor udfordring for alle at bruge kroppen på den måde så mange dage i trœk uden restitution, og hvis ikke vi kendte vores grœnser før vi tog af sted, så gjorde vi det i hvert fald da vi kom hjem. Tror godt vi kan sige at to af os var i helt almindelig fysisk form, hverken dårlig form, men heller ikke god, selvom vi selvfølgelig havde ambitionen om at vœre i god form før afrejse. Det har sin pris på humøret og energien, men det er jo ingen overraskelse, tilgenœld får man forœrende en indsigt i sig selv og sit reaktionsmønster som nok er svœrt at reproducere. Moralen til en anden gang er nok: trœning, trœning, trœning og atter trœning.
Var det en god tur?
Ja, men det tog lidt tid efter vi kom hjem at kunne tœnke på de situationer hvor det hele bare var noget lort som noget godt. Det er hvidt i hvidt, pulken rykker i ryggen over det der føles som bjerge af snefaner, vinder står lige ind, den latterlige maske er fuld af is og krummer fra pausens kiks som i øvrigt ikke rigtig var til at spise uden at få ustyrlige mœngder fysne i hovedet (skal hilse og sige at det samme sker ved toiletbesøg af den hugsiddende slags), det er ikke til at få vejret ud igennem det lille hul, brillerne er igen fyldt af is, knœ, hofter, hœle knager, der er 7 timer tilbage på dagen og tankerne er allerede gået i stå, man har mest lyst til at sœtte sig på isen og tude eller bare at lave ingen ting, de andre er dumme, man er trœt, og der er 14 dage igen!
Ja, solen skinner, landskabet er uendeligt på den fantastisk måde, man er fyldt af energi, der er ikke en vind der rør sig, pulken flyder derudaf på sneen, energien i benene føles uudtømmelig, fœllerne fœster fantastisk på sneen som knirker vidunderligt, snehavet med skyskyggerne er eventyrligt og ikke mange forundt, de andre er for seje og sjove, man fik spist hele morgenmaden, det er en god dagsration i dag, det er vandkoge fridag og den gode travellunch der venter til aften, soveposen er nœrmest tør efter en dags luften bag på pulken, det dagen undertøjet skal skiftes (skete måske 2-3 gange på 30 dage), der er 10 dage tilbage, det er dejligt at vœre til.
Var det det hele vœrd: ja
Ville vi gøre det igen: en ud af fem
Ville vi ikke have gjort det: jo
Sermersuaq – brutal skønhed – noget for dig?
God tur
Esge, Jesper, Kasper, Ann-Sofie og Sascha
søndag den 16. august 2009
mandag den 11. maj 2009
Home sweet Home
af sascha
Jamen dog, har lige lœst bloggen igennem.
Deligt at så mange har fulgt med og tak for alle hilsnerne, det er fantastisk :)
Og også tillykke til Tunumut med veloverstået ekspedition. Før og efter billeder:
Vi er nu helt hjemme, Esge I KBH og ASH, Jesper, Kasper og jeg i Aasiaat.
Efter 3 fantastiske og meget low key dage i Isortoq og Tasiilaq kom 4 af os i lørdags til den hœsblœsende storby Nuuk. Efter yderligere to overnatninger, en brunch, to restaurantbesøg og lidt alpin ski var vi klar til at blive indstalleret tilbage i hverdagen i Aasiaat her til morgen.
Det er dejligt at vœre hjemme igen.
Jeg har tœnkt at skrive lidt her på bloggen om turen en af dagene og der kommer også en afrapportering fra lœgen...
Det har vœret en vild oplevelse, det er ikke bare sådan lige at fortœlle en lille historie om.. Til at starte med var det temmelig uvirkeligt for mig at vi var kommet ned, havde lidt svœrt ved at forstå at vi ikke skulle i skiene igen dagen efter.. Men nu har jeg forstået det. Jeg er helt klar over at vi har krydset indlandsisen, det var lidt svœrt ikke at opdage. Det har vœret en hård og interessant rejse ud i det fysiske, mentale, sociale og i naturen og vejret.. Det har vœret det hele vœrd, men er nu ikke i tvivl om at jeg ikke ville gøre det igen (hvis nogen skulle bekymre sig om det.....). Syntes egentlig at vi er ret heldige at vi har oplevet de 32 dage og er glad for at jeg oplevde det sammen med den gruppe mennesker.
Vi samler billeder og film og mon ikke der kommer lidt til bloggen en af dagene..
Jeg vender tilbage med lidt mere når jeg har spist og sovet og badet noget mere.
Jamen dog, har lige lœst bloggen igennem.
Deligt at så mange har fulgt med og tak for alle hilsnerne, det er fantastisk :)
Og også tillykke til Tunumut med veloverstået ekspedition. Før og efter billeder:
Vi er nu helt hjemme, Esge I KBH og ASH, Jesper, Kasper og jeg i Aasiaat.Efter 3 fantastiske og meget low key dage i Isortoq og Tasiilaq kom 4 af os i lørdags til den hœsblœsende storby Nuuk. Efter yderligere to overnatninger, en brunch, to restaurantbesøg og lidt alpin ski var vi klar til at blive indstalleret tilbage i hverdagen i Aasiaat her til morgen.
Det er dejligt at vœre hjemme igen.
Jeg har tœnkt at skrive lidt her på bloggen om turen en af dagene og der kommer også en afrapportering fra lœgen...
Det har vœret en vild oplevelse, det er ikke bare sådan lige at fortœlle en lille historie om.. Til at starte med var det temmelig uvirkeligt for mig at vi var kommet ned, havde lidt svœrt ved at forstå at vi ikke skulle i skiene igen dagen efter.. Men nu har jeg forstået det. Jeg er helt klar over at vi har krydset indlandsisen, det var lidt svœrt ikke at opdage. Det har vœret en hård og interessant rejse ud i det fysiske, mentale, sociale og i naturen og vejret.. Det har vœret det hele vœrd, men er nu ikke i tvivl om at jeg ikke ville gøre det igen (hvis nogen skulle bekymre sig om det.....). Syntes egentlig at vi er ret heldige at vi har oplevet de 32 dage og er glad for at jeg oplevde det sammen med den gruppe mennesker.
Vi samler billeder og film og mon ikke der kommer lidt til bloggen en af dagene..
Jeg vender tilbage med lidt mere når jeg har spist og sovet og badet noget mere.
torsdag den 7. maj 2009
SMS fra Tasiilaq
Det summer af aktivitet blandt kommentarerne til bloggen. Hvad skyldes travlheden:
Klokken 14.53 triller der en sms ind på min telefon. Besked fra J...e...s...p...e...r. Det er nu officielt. Sermersuaq 2009 er krydset færdig, og ekspeditionen er kommet til Tasiilaq. Efter et par hurra-råb og nogle godt at høre fra jer-beskeder, er jeg klar til at videregive budskabet. Et budskab der allerede er nået frem, men som også gerne må stå i selve bloggen: Alle er fremme, og alle er i god behold.
Det bliver kun ved et par sms'er, men Jesper når at skrive at Østgrønland er et virkelig flot område med høje spidse fjelde. Han siger at han helt sikkert skal tilbage hertil, men at det helt sikkert ikke skal være ad samme vej. Jeg foreslår ham kajak næste gang.
Holdet virker glade, og sender hilsner til alle! Og de har det godt - hurra!
Klokken 14.53 triller der en sms ind på min telefon. Besked fra J...e...s...p...e...r. Det er nu officielt. Sermersuaq 2009 er krydset færdig, og ekspeditionen er kommet til Tasiilaq. Efter et par hurra-råb og nogle godt at høre fra jer-beskeder, er jeg klar til at videregive budskabet. Et budskab der allerede er nået frem, men som også gerne må stå i selve bloggen: Alle er fremme, og alle er i god behold.
Det bliver kun ved et par sms'er, men Jesper når at skrive at Østgrønland er et virkelig flot område med høje spidse fjelde. Han siger at han helt sikkert skal tilbage hertil, men at det helt sikkert ikke skal være ad samme vej. Jeg foreslår ham kajak næste gang.
Holdet virker glade, og sender hilsner til alle! Og de har det godt - hurra!
mandag den 4. maj 2009
Endelig lyd fra isen
Efter lang tids radiotavshed, er der endelig lidt nyt fra ekspeditionsdeltagerne. Dagen har budt på en kort morgenhilsen til Saschas forældre og en masse kommentarer fra bekymrede familier og venner rundt omkring. Henunder aften kommer der så mere nyt fra hovedpersonerne.
Klokken 22 om aftenen ringer telefonen i Aasiaat. Efter at have læst morgenens besked på bloggen, har jeg siddet spændt og ventet: Hvad nyt fra isen?
Det er Jesper der ringer. Han lyder lidt træt, og siger med det samme at det ikke bliver en lang reportage denne gang. Alle de mange spørgsmål og lange fortællinger må vente til den anden side. Han kommer hurtigt med koordinaterne: N 65 grader 54', V 39 grader 47'.
Og så fortæller han ellers kort om situationen på isen. Der er ikke mange historier om deres oplevelser, men lidt bliver det til. Lidt drama, og lidt uventet nærhed.
Inden de historier beretter han at de har kørt meget og hårdt de sidste mange dage, for at kunne nå over isen til tiden og nå til Isortoq. Der har været megen blæst den sidste lange tid, og de har kørt i løs sne, og det har gjort færden vanskelig. I dag har det dog vist været medvind, for han fortæller at de har skudt god fart.
Jesper fortæller at de nu kører i lang tid hver dag, og at de har valgt at køre efter føret, så de af og til (sådan fremstiller han det) kører om natten. Han fortæller også at det er blevet lidt lettere at sætte lejr op. North Face teltet er blæst væk. Som han fortæller det, har Kasper ofret teltet til indlandsisen, og han udsteder hurtigt en tak for ofret. Kasper fortæller bagefter at han jo bare gjorde det for holdets skyld, at han syntes de alle trængte til at blive lidt tættere sammenknyttet. Han mener det er til alles bedste at de skal sove 5 mand i ét telt.
Inden jeg får Kaspers version, fortæller Jesper videre. De kæmper hårdt for at nå nedstigningen. De har fået en aftale om et lift med hundeslæde for enden af isen og til Isortoq. De håber at de når frem til helikopteren i tiden, og kæmper mod uret. Jesper lyder dog fortrøstningsfuld.
Kasper overtager telefonen, da jeg bringer hilsener hjemmefra. Han er glad for sin hilsen, men er vist også ude på at forsvare sit teltoffer og bringe lidt mere drama ind i beretningen. Igen er det Esge der må levere dramaet.
Historien kommer da jeg bringer alle bekymringerne hjemmefra videre. Kasper kan ikke helt forstå bekymringerne. - Vi har jo bare stået på ski, siger han. Og dog, når han tænker efter, kan han da lige komme med en smule drama på indlandsisen.
En af dagene, fortæller Kasper, er Esge faldet om på alle fire i sneen. Pludselig har han bare lagt sig ned. Hans luftrør har snøret sig sammen. Han er blevet forgivet, lyder teorien. Han har været godt kørende på ski, og Kasper fortæller at Jesper, i et anfald af jalousi, har givet Esge morgenmad med honning. Ikke nogen god idé. Esge får en allergisk reaktion efter kort tids kørsel, og kan ikke få vejret. Igen er ekspeditionen taknemmelige over at have en læge og en sygeplejerske med. De styrter over til Esge, og får hurtigt medicineret ham, og får ham reddet fra "giften". Han er heldigvis okay igen.
Kasper siger at de giver lyd fra sig igen når de er kommet over isen. Godt at alle har det godt, og dejligt beroligende at de slet ikke forstår bekymringerne hjemmefra.
Klokken 22 om aftenen ringer telefonen i Aasiaat. Efter at have læst morgenens besked på bloggen, har jeg siddet spændt og ventet: Hvad nyt fra isen?
Det er Jesper der ringer. Han lyder lidt træt, og siger med det samme at det ikke bliver en lang reportage denne gang. Alle de mange spørgsmål og lange fortællinger må vente til den anden side. Han kommer hurtigt med koordinaterne: N 65 grader 54', V 39 grader 47'.
Og så fortæller han ellers kort om situationen på isen. Der er ikke mange historier om deres oplevelser, men lidt bliver det til. Lidt drama, og lidt uventet nærhed.
Inden de historier beretter han at de har kørt meget og hårdt de sidste mange dage, for at kunne nå over isen til tiden og nå til Isortoq. Der har været megen blæst den sidste lange tid, og de har kørt i løs sne, og det har gjort færden vanskelig. I dag har det dog vist været medvind, for han fortæller at de har skudt god fart.
Jesper fortæller at de nu kører i lang tid hver dag, og at de har valgt at køre efter føret, så de af og til (sådan fremstiller han det) kører om natten. Han fortæller også at det er blevet lidt lettere at sætte lejr op. North Face teltet er blæst væk. Som han fortæller det, har Kasper ofret teltet til indlandsisen, og han udsteder hurtigt en tak for ofret. Kasper fortæller bagefter at han jo bare gjorde det for holdets skyld, at han syntes de alle trængte til at blive lidt tættere sammenknyttet. Han mener det er til alles bedste at de skal sove 5 mand i ét telt.
Inden jeg får Kaspers version, fortæller Jesper videre. De kæmper hårdt for at nå nedstigningen. De har fået en aftale om et lift med hundeslæde for enden af isen og til Isortoq. De håber at de når frem til helikopteren i tiden, og kæmper mod uret. Jesper lyder dog fortrøstningsfuld.
Kasper overtager telefonen, da jeg bringer hilsener hjemmefra. Han er glad for sin hilsen, men er vist også ude på at forsvare sit teltoffer og bringe lidt mere drama ind i beretningen. Igen er det Esge der må levere dramaet.
Historien kommer da jeg bringer alle bekymringerne hjemmefra videre. Kasper kan ikke helt forstå bekymringerne. - Vi har jo bare stået på ski, siger han. Og dog, når han tænker efter, kan han da lige komme med en smule drama på indlandsisen.
En af dagene, fortæller Kasper, er Esge faldet om på alle fire i sneen. Pludselig har han bare lagt sig ned. Hans luftrør har snøret sig sammen. Han er blevet forgivet, lyder teorien. Han har været godt kørende på ski, og Kasper fortæller at Jesper, i et anfald af jalousi, har givet Esge morgenmad med honning. Ikke nogen god idé. Esge får en allergisk reaktion efter kort tids kørsel, og kan ikke få vejret. Igen er ekspeditionen taknemmelige over at have en læge og en sygeplejerske med. De styrter over til Esge, og får hurtigt medicineret ham, og får ham reddet fra "giften". Han er heldigvis okay igen.
Kasper siger at de giver lyd fra sig igen når de er kommet over isen. Godt at alle har det godt, og dejligt beroligende at de slet ikke forstår bekymringerne hjemmefra.
torsdag den 23. april 2009
Ekspeditionen lever stadig
Onsdag hører jeg igen kort nyt fra indlandsisen.
Kasper ringer hjem for at høre om job, og jeg bruger en kort samtale over mobilen til at bekræfte at han lever og alle har det godt. Det er ikke let at være en jobsøgende biologi- og kemilærer. Man er ret populær.
Det bliver kun til 5 minutters snak, hvor jeg igen lover at gøre mit bedste for at passe sagerne mens han er væk.
Kasper ringer hjem for at høre om job, og jeg bruger en kort samtale over mobilen til at bekræfte at han lever og alle har det godt. Det er ikke let at være en jobsøgende biologi- og kemilærer. Man er ret populær.
Det bliver kun til 5 minutters snak, hvor jeg igen lover at gøre mit bedste for at passe sagerne mens han er væk.
Jespers tur
Lidt forsinket følger her historien om Jespers oplevelser på indlandsisen. Han holder sig ikke tilbage med historier om afføring, vind og fødselsdagsflag.
Saschas forældre foregriber Jespers beretning en smule. Jesper fik journalisten til at love at vente med at skrive beretninger til i dag. Jesper i vanlig betænksom stil. Det betyder at Saschas historie om 25 km og en dejlig fødselsdagshilsen er en dag yngre end Jespers meldinger fra isen.
Jesper ringede i mandags, hvor gruppens koordinater var N 66 grader 28' 01", V 46 grader 01' 13". Hans historier fra isen består af en dagbog og nogle svar på spørgsmål.
17. april: Jesper vågner, da teltet pludselig runger af fødselsdagssang og ryster af grønlandske flag. Alle de andre er inde og vække ham. De spiser for en sjælden gangs skyld sammen alle sammen om morgenen. Han fortæller at han får en nummerplade til pulken af Ann-Sofie, og at han kommer ud til en pulk der er omkranset af en flagguirlande fra Sascha. Dagen starter som en fødselsdag på indlandsisen skal.
Han tager - hverken for første eller sidste gang - nogle af Ann-Sofies kilo over på sin pulk. Jesper kan egentlig godt lide at arbejde for det, og vil gerne frem over stepperne. I dag er han dog nødt til at give kiloene tilbage ret hurtigt. Efter en time sidder han på hug bag sin pulk. Han har fået endnu en overraskelse til sin fødselsdag: diarré. Han tilbringer resten af dagen med at skide sin energi ud af kroppen i etaper. Han er fuldstændig drænet, og kæmper for at holde fast, og for at gruppen kan nå målet.
Det gør de. For første gang på hele turen til nu kører de mere end 20 km på én dag. Det har frustreret Jesper at de ikke har nået det mål tidligere på turen. Han fortæller at han løbende har brokket sig over hvor langsomt det er gået og hvor kort de er nået hver dag. Efter at have kørt turen med diarré og ingen energi, har han dog fået lidt af en åbenbaring. Det har været sundt, fortæller han, han er nu blevet lidt mere ydmyg overfor de andres kvaler. Nu véd han hvad det vil sige at lide sig igennem en dag.
Da de slår lejr, kan de se DYE II, men kan ikke nå derhen. Mere om det sted senere. Jesper får nogle piller til maven af Sascha, og er igen ovenpå.
18. april: Gruppen vågner til blæst og mere blæst. Allerede fra morgenstunden er der vind, og det blæser op i løbet af dagen. De beslutter sig dog for at tage afsted. De er kun 14 km fra DYE II og vil gerne nå hen til tag over hovedet.
Det bliver noget af en kamp mod vejret at komme frem. Vinden blæser med op mod 20 m/s hele dag. Det er nu lige noget for Jesper. Han synes det er fedt at arbejde hårdt og kæmpe for det, og i dag har han overskud til kampen. Hele dagen kan de se bygningen komme tættere og tættere på. Af og til forsvinder den ud af syne, men når den atter dukker op, er den kommet meget tættere på, og det føles befriende at se den igen.
Jesper fortæller at gruppen i lang tid tænker: "nu er vi der", men hele tiden overraskes af at de ikke er noget frem endnu. DYE II vokser og vokser bare. Da de endelig når frem, kan de se det: Det er en kæmpestor bygning.
DYE II er en stor forladt radarstation på jernben. Den har været forladt siden 1990'erne. Jernbenene har skullet beskytte stationen fra at blive at væk at snemasserne. Ved benene ligger store sneskrænter. Esge oplever at man ikke skal være for nysgerrig. Han kommer for tæt på en kant, og hans pulk skrider ud over skrænten. I en brøkdel af et sekund kæmper Esge for sit liv. Han griber fat i Ann-Sofies pulk, men så hurtigt han har grebet fat, så hurtigt slipper han igen. Hun skal ikke rives med i faldet. Lidt af en heltegerning, da han hænger ud over kanten.
Han falder 10 m i frit fald, men lander i sneen, og heldigvis sker der ikke noget med ham - andet end det chok det må have været at falde og ikke kunne gøre noget.
Esge kommer på benene igen og kommer op til de andre. Sammen begiver de sig ind på radarstationen, og tager på ekspedition med pandelamper. Alt er efterladt i rygende hast. Der står stadig mad i køleskabet fra 90'erne. Jesper fortæller at det er virkelig spændende at gå på opdagelse i de forladte gange og se en radarstation som er nøjagtig som den var for 10-20 år siden. Der er noget spøgelseshistorie over at se køleskab, ugeblade, opvask som stadig står fremme.
Gruppen slæber madrasser op i radarkuplen, og overnatter deroppe i fællesskab. Det er dejligt at sove indendørs og ligge på bløde madrasser.
19. april: Det er så dejligt at ligge blødt, at gruppen sover længe om søndagen, og beslutter sig for at starte sent.
Mens Jesper lå og brugte sin tisseflaske, og mens alle lå og boblede, kom der lige pludselig gæster. Midt ude på indlandsisen løb vores 5 indlandsisfarere ind i en anden ekspedition, og ret uventet. Hvad byder man uventede gæster? En tisseflaske? De var blevet indhentet på deres fart over isen.
Formiddagen gik med at snakke med de nyankomne. Det var spændende at møde nye ansigter, og at snakke med nogen andre end bare de samme.
Om eftermiddagen kom de så endelig afsted. De ville gerne nå at køre nogle timer om søndagen, og prøve at indhente noget af det tabte terræn. Det var også en god dag at køre på. Jesper fortæller at det var det hidtil bedste føre. Terrænet var fladt og overfladen var hård. Selvom de kun kørte i nogle få timer, var det alligevel en god dag: De satte hastighedsrekord med 3,1 km/t.
20/4: Er den dag Jesper ringer til mig. Det er ikke nogen god ekpeditionsdag. Hele dagen har de ligget i blæsevejr, og har ventet på at vinden løjer af. Først da Jesper ringer kl. 20 er vejret til at de kan gå afsted, men det er for sent. De vil bruge for lang tid på at pakke sammen og slå lejr igen, i forhold til den tid de kan bruge på at køre. De træffer beslutningen om en overliggerdag kl 16.30.
Trods det at de ikke har vidst om de skulle køre eller blive, har de brugt dagen på at restituere. De har sovet, spillet spil, spist, sovet lidt mere. DMI har lovet mindre blæst næste dag, og de er klar til at rykke ud igen.
Jesper fortæller at det sværeste for ham på turen har været alt det gruppehalløj i at der ikke har været én dag hvor alle har haft en god dag. Han har hver dag skullet overtage ting fra andre pulke, og er blevet langsommere af det. Det har frustreret ham meget, for han har haft lyst til at yde sit bedste hver dag, og har haft lyst til at ekspeditionen skal foregå i et hurtigere tempo. Han arbejder dog på det nu, og arbejder på at finde glæde i at han selv har overskud til at overtage kilo for de andre.
Ellers går det godt socialt. Gruppen har arrangeret det sådan at de bytter sovemakkere løbende på turen, og det fungerer rigtig godt at de skiftes til at tilbringe tid sammen, det har indtil videre gjort at de ikke er nået til et mæthedpunkt.
Han fortæller at den fysiske del af turen går bedre og bedre. I starten af ekspeditionen gik han næsten sukkerkold hver dag, og havde mindst en time hvor han ikke havde nogle kræfter og følte store kriser. Nu er han dog blevet meget bedre til at spise nok. Han kan fortæller at kræfterne bliver bedre og bedre efterhånden som dagen skrider frem. Som de andre fortæller han at morgenerne er hårde, men man føler sig stærker når man først er kommet i gang og er blevet varm.
Jeg spørger også Jesper om han husker at stoppe op og tænke over hvor fedt det er. Han fortæller at han af og til kigger ud over landskabet, og virkelig glæder sig over at være med på turen, men for det meste går han bare med blikket stift rettet mod pulken foran sig.
Noget af det han har syntes er virkelig fedt, er vejrskiftet. Han syntes det var rigtig sjovt at opleve to dage med Whiteout, men det har også været fedt at få solskinnet tilbage.
Jeg spørger ham til basspillet. Får han øvet sig på turen over indlandsisen? Han fortæller at han ofte griber en bardun og spiller lidt på den, og mener i øvrigt at der er meget rock over at være på isen. I hvert fald mener han at han vil ligne Keith Richards når de kommer hjem. Som han beskriver det, er det ingen foryngelseskur at køre hen over ismasserne.
Saschas forældre foregriber Jespers beretning en smule. Jesper fik journalisten til at love at vente med at skrive beretninger til i dag. Jesper i vanlig betænksom stil. Det betyder at Saschas historie om 25 km og en dejlig fødselsdagshilsen er en dag yngre end Jespers meldinger fra isen.
Jesper ringede i mandags, hvor gruppens koordinater var N 66 grader 28' 01", V 46 grader 01' 13". Hans historier fra isen består af en dagbog og nogle svar på spørgsmål.
17. april: Jesper vågner, da teltet pludselig runger af fødselsdagssang og ryster af grønlandske flag. Alle de andre er inde og vække ham. De spiser for en sjælden gangs skyld sammen alle sammen om morgenen. Han fortæller at han får en nummerplade til pulken af Ann-Sofie, og at han kommer ud til en pulk der er omkranset af en flagguirlande fra Sascha. Dagen starter som en fødselsdag på indlandsisen skal.
Han tager - hverken for første eller sidste gang - nogle af Ann-Sofies kilo over på sin pulk. Jesper kan egentlig godt lide at arbejde for det, og vil gerne frem over stepperne. I dag er han dog nødt til at give kiloene tilbage ret hurtigt. Efter en time sidder han på hug bag sin pulk. Han har fået endnu en overraskelse til sin fødselsdag: diarré. Han tilbringer resten af dagen med at skide sin energi ud af kroppen i etaper. Han er fuldstændig drænet, og kæmper for at holde fast, og for at gruppen kan nå målet.
Det gør de. For første gang på hele turen til nu kører de mere end 20 km på én dag. Det har frustreret Jesper at de ikke har nået det mål tidligere på turen. Han fortæller at han løbende har brokket sig over hvor langsomt det er gået og hvor kort de er nået hver dag. Efter at have kørt turen med diarré og ingen energi, har han dog fået lidt af en åbenbaring. Det har været sundt, fortæller han, han er nu blevet lidt mere ydmyg overfor de andres kvaler. Nu véd han hvad det vil sige at lide sig igennem en dag.
Da de slår lejr, kan de se DYE II, men kan ikke nå derhen. Mere om det sted senere. Jesper får nogle piller til maven af Sascha, og er igen ovenpå.
18. april: Gruppen vågner til blæst og mere blæst. Allerede fra morgenstunden er der vind, og det blæser op i løbet af dagen. De beslutter sig dog for at tage afsted. De er kun 14 km fra DYE II og vil gerne nå hen til tag over hovedet.
Det bliver noget af en kamp mod vejret at komme frem. Vinden blæser med op mod 20 m/s hele dag. Det er nu lige noget for Jesper. Han synes det er fedt at arbejde hårdt og kæmpe for det, og i dag har han overskud til kampen. Hele dagen kan de se bygningen komme tættere og tættere på. Af og til forsvinder den ud af syne, men når den atter dukker op, er den kommet meget tættere på, og det føles befriende at se den igen.
Jesper fortæller at gruppen i lang tid tænker: "nu er vi der", men hele tiden overraskes af at de ikke er noget frem endnu. DYE II vokser og vokser bare. Da de endelig når frem, kan de se det: Det er en kæmpestor bygning.
DYE II er en stor forladt radarstation på jernben. Den har været forladt siden 1990'erne. Jernbenene har skullet beskytte stationen fra at blive at væk at snemasserne. Ved benene ligger store sneskrænter. Esge oplever at man ikke skal være for nysgerrig. Han kommer for tæt på en kant, og hans pulk skrider ud over skrænten. I en brøkdel af et sekund kæmper Esge for sit liv. Han griber fat i Ann-Sofies pulk, men så hurtigt han har grebet fat, så hurtigt slipper han igen. Hun skal ikke rives med i faldet. Lidt af en heltegerning, da han hænger ud over kanten.
Han falder 10 m i frit fald, men lander i sneen, og heldigvis sker der ikke noget med ham - andet end det chok det må have været at falde og ikke kunne gøre noget.
Esge kommer på benene igen og kommer op til de andre. Sammen begiver de sig ind på radarstationen, og tager på ekspedition med pandelamper. Alt er efterladt i rygende hast. Der står stadig mad i køleskabet fra 90'erne. Jesper fortæller at det er virkelig spændende at gå på opdagelse i de forladte gange og se en radarstation som er nøjagtig som den var for 10-20 år siden. Der er noget spøgelseshistorie over at se køleskab, ugeblade, opvask som stadig står fremme.
Gruppen slæber madrasser op i radarkuplen, og overnatter deroppe i fællesskab. Det er dejligt at sove indendørs og ligge på bløde madrasser.
19. april: Det er så dejligt at ligge blødt, at gruppen sover længe om søndagen, og beslutter sig for at starte sent.
Mens Jesper lå og brugte sin tisseflaske, og mens alle lå og boblede, kom der lige pludselig gæster. Midt ude på indlandsisen løb vores 5 indlandsisfarere ind i en anden ekspedition, og ret uventet. Hvad byder man uventede gæster? En tisseflaske? De var blevet indhentet på deres fart over isen.
Formiddagen gik med at snakke med de nyankomne. Det var spændende at møde nye ansigter, og at snakke med nogen andre end bare de samme.
Om eftermiddagen kom de så endelig afsted. De ville gerne nå at køre nogle timer om søndagen, og prøve at indhente noget af det tabte terræn. Det var også en god dag at køre på. Jesper fortæller at det var det hidtil bedste føre. Terrænet var fladt og overfladen var hård. Selvom de kun kørte i nogle få timer, var det alligevel en god dag: De satte hastighedsrekord med 3,1 km/t.
20/4: Er den dag Jesper ringer til mig. Det er ikke nogen god ekpeditionsdag. Hele dagen har de ligget i blæsevejr, og har ventet på at vinden løjer af. Først da Jesper ringer kl. 20 er vejret til at de kan gå afsted, men det er for sent. De vil bruge for lang tid på at pakke sammen og slå lejr igen, i forhold til den tid de kan bruge på at køre. De træffer beslutningen om en overliggerdag kl 16.30.
Trods det at de ikke har vidst om de skulle køre eller blive, har de brugt dagen på at restituere. De har sovet, spillet spil, spist, sovet lidt mere. DMI har lovet mindre blæst næste dag, og de er klar til at rykke ud igen.
Jesper fortæller at det sværeste for ham på turen har været alt det gruppehalløj i at der ikke har været én dag hvor alle har haft en god dag. Han har hver dag skullet overtage ting fra andre pulke, og er blevet langsommere af det. Det har frustreret ham meget, for han har haft lyst til at yde sit bedste hver dag, og har haft lyst til at ekspeditionen skal foregå i et hurtigere tempo. Han arbejder dog på det nu, og arbejder på at finde glæde i at han selv har overskud til at overtage kilo for de andre.
Ellers går det godt socialt. Gruppen har arrangeret det sådan at de bytter sovemakkere løbende på turen, og det fungerer rigtig godt at de skiftes til at tilbringe tid sammen, det har indtil videre gjort at de ikke er nået til et mæthedpunkt.
Han fortæller at den fysiske del af turen går bedre og bedre. I starten af ekspeditionen gik han næsten sukkerkold hver dag, og havde mindst en time hvor han ikke havde nogle kræfter og følte store kriser. Nu er han dog blevet meget bedre til at spise nok. Han kan fortæller at kræfterne bliver bedre og bedre efterhånden som dagen skrider frem. Som de andre fortæller han at morgenerne er hårde, men man føler sig stærker når man først er kommet i gang og er blevet varm.
Jeg spørger også Jesper om han husker at stoppe op og tænke over hvor fedt det er. Han fortæller at han af og til kigger ud over landskabet, og virkelig glæder sig over at være med på turen, men for det meste går han bare med blikket stift rettet mod pulken foran sig.
Noget af det han har syntes er virkelig fedt, er vejrskiftet. Han syntes det var rigtig sjovt at opleve to dage med Whiteout, men det har også været fedt at få solskinnet tilbage.
Jeg spørger ham til basspillet. Får han øvet sig på turen over indlandsisen? Han fortæller at han ofte griber en bardun og spiller lidt på den, og mener i øvrigt at der er meget rock over at være på isen. I hvert fald mener han at han vil ligne Keith Richards når de kommer hjem. Som han beskriver det, er det ingen foryngelseskur at køre hen over ismasserne.
tirsdag den 21. april 2009
30 års fødselsdagshilsen fra et sted langt inde på indlandsisen
Her til aften ringede telefonen uventet - ca. kl 22:30 dansk tid - hvem kan finde på at forstyrre så sent? Vi havde tænkt at der var en chance for at Sascha ville ringe - og minsandten om det ikke var hende.
Det var dejligt at høre hendes stemme - og kunne høre at hun var rigtig glad.
Hele holdet har det godt og er raske - de har haft en rigtig god dag - med fantastisk vejr og har formentligt sat rekord i distance med 25 tilbagelagte km - og har således indhentet noget fra de forsinkelser der er opstået pga dårligt vejr.
Sascha fortæller at de nu optrapper med ca. 1 km om dagen - til 21, 22, 23 osv. op til 30 km om dagen - så de regner fortsat med at komme til Isortoq til tiden.
Sascha fortæller at hun har haft en god dag og er blevet forkælet med dejlige gaver og Kasper lavede dejlig morgenmad til hende. Hun har bla. også fået nummerplade på sin pulk - Mors Dyt - og diverse aktivitets gavekort.
Det var dejligt at blive uventet ringet op fra indlandsisen af vores nu 30 årige datter!
Vi blev bedt om at checke mailen - og der var en mail fra Børneafdelingen ang. ferie, uge 26 er OK - men de spørger om det er muligt at flytte juli ferien til uge 33/34 (fra den 10. Aug).
Kærligst Jane og Eric
Det var dejligt at høre hendes stemme - og kunne høre at hun var rigtig glad.
Hele holdet har det godt og er raske - de har haft en rigtig god dag - med fantastisk vejr og har formentligt sat rekord i distance med 25 tilbagelagte km - og har således indhentet noget fra de forsinkelser der er opstået pga dårligt vejr.
Sascha fortæller at de nu optrapper med ca. 1 km om dagen - til 21, 22, 23 osv. op til 30 km om dagen - så de regner fortsat med at komme til Isortoq til tiden.
Sascha fortæller at hun har haft en god dag og er blevet forkælet med dejlige gaver og Kasper lavede dejlig morgenmad til hende. Hun har bla. også fået nummerplade på sin pulk - Mors Dyt - og diverse aktivitets gavekort.
Det var dejligt at blive uventet ringet op fra indlandsisen af vores nu 30 årige datter!
Vi blev bedt om at checke mailen - og der var en mail fra Børneafdelingen ang. ferie, uge 26 er OK - men de spørger om det er muligt at flytte juli ferien til uge 33/34 (fra den 10. Aug).
Kærligst Jane og Eric
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
