Home sweet Home

af sascha

Jamen dog, har lige lœst bloggen igennem.
Deligt at så mange har fulgt med og tak for alle hilsnerne, det er fantastisk :)
Og også tillykke til Tunumut med veloverstået ekspedition. Før og efter billeder:

Vi er nu helt hjemme, Esge I KBH og ASH, Jesper, Kasper og jeg i Aasiaat.
Efter 3 fantastiske og meget low key dage i Isortoq og Tasiilaq kom 4 af os i lørdags til den hœsblœsende storby Nuuk. Efter yderligere to overnatninger, en brunch, to restaurantbesøg og lidt alpin ski var vi klar til at blive indstalleret tilbage i hverdagen i Aasiaat her til morgen.


Det er dejligt at vœre hjemme igen.

Jeg har tœnkt at skrive lidt her på bloggen om turen en af dagene og der kommer også en afrapportering fra lœgen...

Det har vœret en vild oplevelse, det er ikke bare sådan lige at fortœlle en lille historie om.. Til at starte med var det temmelig uvirkeligt for mig at vi var kommet ned, havde lidt svœrt ved at forstå at vi ikke skulle i skiene igen dagen efter.. Men nu har jeg forstået det. Jeg er helt klar over at vi har krydset indlandsisen, det var lidt svœrt ikke at opdage. Det har vœret en hård og interessant rejse ud i det fysiske, mentale, sociale og i naturen og vejret.. Det har vœret det hele vœrd, men er nu ikke i tvivl om at jeg ikke ville gøre det igen (hvis nogen skulle bekymre sig om det.....). Syntes egentlig at vi er ret heldige at vi har oplevet de 32 dage og er glad for at jeg oplevde det sammen med den gruppe mennesker.

Vi samler billeder og film og mon ikke der kommer lidt til bloggen en af dagene..

Jeg vender tilbage med lidt mere når jeg har spist og sovet og badet noget mere.

SMS fra Tasiilaq

Det summer af aktivitet blandt kommentarerne til bloggen. Hvad skyldes travlheden:

Klokken 14.53 triller der en sms ind på min telefon. Besked fra J...e...s...p...e...r. Det er nu officielt. Sermersuaq 2009 er krydset færdig, og ekspeditionen er kommet til Tasiilaq. Efter et par hurra-råb og nogle godt at høre fra jer-beskeder, er jeg klar til at videregive budskabet. Et budskab der allerede er nået frem, men som også gerne må stå i selve bloggen: Alle er fremme, og alle er i god behold.

Det bliver kun ved et par sms'er, men Jesper når at skrive at Østgrønland er et virkelig flot område med høje spidse fjelde. Han siger at han helt sikkert skal tilbage hertil, men at det helt sikkert ikke skal være ad samme vej. Jeg foreslår ham kajak næste gang.

Holdet virker glade, og sender hilsner til alle! Og de har det godt - hurra!

Endelig lyd fra isen

Efter lang tids radiotavshed, er der endelig lidt nyt fra ekspeditionsdeltagerne. Dagen har budt på en kort morgenhilsen til Saschas forældre og en masse kommentarer fra bekymrede familier og venner rundt omkring. Henunder aften kommer der så mere nyt fra hovedpersonerne.

Klokken 22 om aftenen ringer telefonen i Aasiaat. Efter at have læst morgenens besked på bloggen, har jeg siddet spændt og ventet: Hvad nyt fra isen?

Det er Jesper der ringer. Han lyder lidt træt, og siger med det samme at det ikke bliver en lang reportage denne gang. Alle de mange spørgsmål og lange fortællinger må vente til den anden side. Han kommer hurtigt med koordinaterne: N 65 grader 54', V 39 grader 47'.

Og så fortæller han ellers kort om situationen på isen. Der er ikke mange historier om deres oplevelser, men lidt bliver det til. Lidt drama, og lidt uventet nærhed.

Inden de historier beretter han at de har kørt meget og hårdt de sidste mange dage, for at kunne nå over isen til tiden og nå til Isortoq. Der har været megen blæst den sidste lange tid, og de har kørt i løs sne, og det har gjort færden vanskelig. I dag har det dog vist været medvind, for han fortæller at de har skudt god fart.

Jesper fortæller at de nu kører i lang tid hver dag, og at de har valgt at køre efter føret, så de af og til (sådan fremstiller han det) kører om natten. Han fortæller også at det er blevet lidt lettere at sætte lejr op. North Face teltet er blæst væk. Som han fortæller det, har Kasper ofret teltet til indlandsisen, og han udsteder hurtigt en tak for ofret. Kasper fortæller bagefter at han jo bare gjorde det for holdets skyld, at han syntes de alle trængte til at blive lidt tættere sammenknyttet. Han mener det er til alles bedste at de skal sove 5 mand i ét telt.

Inden jeg får Kaspers version, fortæller Jesper videre. De kæmper hårdt for at nå nedstigningen. De har fået en aftale om et lift med hundeslæde for enden af isen og til Isortoq. De håber at de når frem til helikopteren i tiden, og kæmper mod uret. Jesper lyder dog fortrøstningsfuld.

Kasper overtager telefonen, da jeg bringer hilsener hjemmefra. Han er glad for sin hilsen, men er vist også ude på at forsvare sit teltoffer og bringe lidt mere drama ind i beretningen. Igen er det Esge der må levere dramaet.

Historien kommer da jeg bringer alle bekymringerne hjemmefra videre. Kasper kan ikke helt forstå bekymringerne. - Vi har jo bare stået på ski, siger han. Og dog, når han tænker efter, kan han da lige komme med en smule drama på indlandsisen.

En af dagene, fortæller Kasper, er Esge faldet om på alle fire i sneen. Pludselig har han bare lagt sig ned. Hans luftrør har snøret sig sammen. Han er blevet forgivet, lyder teorien. Han har været godt kørende på ski, og Kasper fortæller at Jesper, i et anfald af jalousi, har givet Esge morgenmad med honning. Ikke nogen god idé. Esge får en allergisk reaktion efter kort tids kørsel, og kan ikke få vejret. Igen er ekspeditionen taknemmelige over at have en læge og en sygeplejerske med. De styrter over til Esge, og får hurtigt medicineret ham, og får ham reddet fra "giften". Han er heldigvis okay igen.

Kasper siger at de giver lyd fra sig igen når de er kommet over isen. Godt at alle har det godt, og dejligt beroligende at de slet ikke forstår bekymringerne hjemmefra.