Onsdag hører jeg igen kort nyt fra indlandsisen.
Kasper ringer hjem for at høre om job, og jeg bruger en kort samtale over mobilen til at bekræfte at han lever og alle har det godt. Det er ikke let at være en jobsøgende biologi- og kemilærer. Man er ret populær.
Det bliver kun til 5 minutters snak, hvor jeg igen lover at gøre mit bedste for at passe sagerne mens han er væk.
torsdag den 23. april 2009
Jespers tur
Lidt forsinket følger her historien om Jespers oplevelser på indlandsisen. Han holder sig ikke tilbage med historier om afføring, vind og fødselsdagsflag.
Saschas forældre foregriber Jespers beretning en smule. Jesper fik journalisten til at love at vente med at skrive beretninger til i dag. Jesper i vanlig betænksom stil. Det betyder at Saschas historie om 25 km og en dejlig fødselsdagshilsen er en dag yngre end Jespers meldinger fra isen.
Jesper ringede i mandags, hvor gruppens koordinater var N 66 grader 28' 01", V 46 grader 01' 13". Hans historier fra isen består af en dagbog og nogle svar på spørgsmål.
17. april: Jesper vågner, da teltet pludselig runger af fødselsdagssang og ryster af grønlandske flag. Alle de andre er inde og vække ham. De spiser for en sjælden gangs skyld sammen alle sammen om morgenen. Han fortæller at han får en nummerplade til pulken af Ann-Sofie, og at han kommer ud til en pulk der er omkranset af en flagguirlande fra Sascha. Dagen starter som en fødselsdag på indlandsisen skal.
Han tager - hverken for første eller sidste gang - nogle af Ann-Sofies kilo over på sin pulk. Jesper kan egentlig godt lide at arbejde for det, og vil gerne frem over stepperne. I dag er han dog nødt til at give kiloene tilbage ret hurtigt. Efter en time sidder han på hug bag sin pulk. Han har fået endnu en overraskelse til sin fødselsdag: diarré. Han tilbringer resten af dagen med at skide sin energi ud af kroppen i etaper. Han er fuldstændig drænet, og kæmper for at holde fast, og for at gruppen kan nå målet.
Det gør de. For første gang på hele turen til nu kører de mere end 20 km på én dag. Det har frustreret Jesper at de ikke har nået det mål tidligere på turen. Han fortæller at han løbende har brokket sig over hvor langsomt det er gået og hvor kort de er nået hver dag. Efter at have kørt turen med diarré og ingen energi, har han dog fået lidt af en åbenbaring. Det har været sundt, fortæller han, han er nu blevet lidt mere ydmyg overfor de andres kvaler. Nu véd han hvad det vil sige at lide sig igennem en dag.
Da de slår lejr, kan de se DYE II, men kan ikke nå derhen. Mere om det sted senere. Jesper får nogle piller til maven af Sascha, og er igen ovenpå.
18. april: Gruppen vågner til blæst og mere blæst. Allerede fra morgenstunden er der vind, og det blæser op i løbet af dagen. De beslutter sig dog for at tage afsted. De er kun 14 km fra DYE II og vil gerne nå hen til tag over hovedet.
Det bliver noget af en kamp mod vejret at komme frem. Vinden blæser med op mod 20 m/s hele dag. Det er nu lige noget for Jesper. Han synes det er fedt at arbejde hårdt og kæmpe for det, og i dag har han overskud til kampen. Hele dagen kan de se bygningen komme tættere og tættere på. Af og til forsvinder den ud af syne, men når den atter dukker op, er den kommet meget tættere på, og det føles befriende at se den igen.
Jesper fortæller at gruppen i lang tid tænker: "nu er vi der", men hele tiden overraskes af at de ikke er noget frem endnu. DYE II vokser og vokser bare. Da de endelig når frem, kan de se det: Det er en kæmpestor bygning.
DYE II er en stor forladt radarstation på jernben. Den har været forladt siden 1990'erne. Jernbenene har skullet beskytte stationen fra at blive at væk at snemasserne. Ved benene ligger store sneskrænter. Esge oplever at man ikke skal være for nysgerrig. Han kommer for tæt på en kant, og hans pulk skrider ud over skrænten. I en brøkdel af et sekund kæmper Esge for sit liv. Han griber fat i Ann-Sofies pulk, men så hurtigt han har grebet fat, så hurtigt slipper han igen. Hun skal ikke rives med i faldet. Lidt af en heltegerning, da han hænger ud over kanten.
Han falder 10 m i frit fald, men lander i sneen, og heldigvis sker der ikke noget med ham - andet end det chok det må have været at falde og ikke kunne gøre noget.
Esge kommer på benene igen og kommer op til de andre. Sammen begiver de sig ind på radarstationen, og tager på ekspedition med pandelamper. Alt er efterladt i rygende hast. Der står stadig mad i køleskabet fra 90'erne. Jesper fortæller at det er virkelig spændende at gå på opdagelse i de forladte gange og se en radarstation som er nøjagtig som den var for 10-20 år siden. Der er noget spøgelseshistorie over at se køleskab, ugeblade, opvask som stadig står fremme.
Gruppen slæber madrasser op i radarkuplen, og overnatter deroppe i fællesskab. Det er dejligt at sove indendørs og ligge på bløde madrasser.
19. april: Det er så dejligt at ligge blødt, at gruppen sover længe om søndagen, og beslutter sig for at starte sent.
Mens Jesper lå og brugte sin tisseflaske, og mens alle lå og boblede, kom der lige pludselig gæster. Midt ude på indlandsisen løb vores 5 indlandsisfarere ind i en anden ekspedition, og ret uventet. Hvad byder man uventede gæster? En tisseflaske? De var blevet indhentet på deres fart over isen.
Formiddagen gik med at snakke med de nyankomne. Det var spændende at møde nye ansigter, og at snakke med nogen andre end bare de samme.
Om eftermiddagen kom de så endelig afsted. De ville gerne nå at køre nogle timer om søndagen, og prøve at indhente noget af det tabte terræn. Det var også en god dag at køre på. Jesper fortæller at det var det hidtil bedste føre. Terrænet var fladt og overfladen var hård. Selvom de kun kørte i nogle få timer, var det alligevel en god dag: De satte hastighedsrekord med 3,1 km/t.
20/4: Er den dag Jesper ringer til mig. Det er ikke nogen god ekpeditionsdag. Hele dagen har de ligget i blæsevejr, og har ventet på at vinden løjer af. Først da Jesper ringer kl. 20 er vejret til at de kan gå afsted, men det er for sent. De vil bruge for lang tid på at pakke sammen og slå lejr igen, i forhold til den tid de kan bruge på at køre. De træffer beslutningen om en overliggerdag kl 16.30.
Trods det at de ikke har vidst om de skulle køre eller blive, har de brugt dagen på at restituere. De har sovet, spillet spil, spist, sovet lidt mere. DMI har lovet mindre blæst næste dag, og de er klar til at rykke ud igen.
Jesper fortæller at det sværeste for ham på turen har været alt det gruppehalløj i at der ikke har været én dag hvor alle har haft en god dag. Han har hver dag skullet overtage ting fra andre pulke, og er blevet langsommere af det. Det har frustreret ham meget, for han har haft lyst til at yde sit bedste hver dag, og har haft lyst til at ekspeditionen skal foregå i et hurtigere tempo. Han arbejder dog på det nu, og arbejder på at finde glæde i at han selv har overskud til at overtage kilo for de andre.
Ellers går det godt socialt. Gruppen har arrangeret det sådan at de bytter sovemakkere løbende på turen, og det fungerer rigtig godt at de skiftes til at tilbringe tid sammen, det har indtil videre gjort at de ikke er nået til et mæthedpunkt.
Han fortæller at den fysiske del af turen går bedre og bedre. I starten af ekspeditionen gik han næsten sukkerkold hver dag, og havde mindst en time hvor han ikke havde nogle kræfter og følte store kriser. Nu er han dog blevet meget bedre til at spise nok. Han kan fortæller at kræfterne bliver bedre og bedre efterhånden som dagen skrider frem. Som de andre fortæller han at morgenerne er hårde, men man føler sig stærker når man først er kommet i gang og er blevet varm.
Jeg spørger også Jesper om han husker at stoppe op og tænke over hvor fedt det er. Han fortæller at han af og til kigger ud over landskabet, og virkelig glæder sig over at være med på turen, men for det meste går han bare med blikket stift rettet mod pulken foran sig.
Noget af det han har syntes er virkelig fedt, er vejrskiftet. Han syntes det var rigtig sjovt at opleve to dage med Whiteout, men det har også været fedt at få solskinnet tilbage.
Jeg spørger ham til basspillet. Får han øvet sig på turen over indlandsisen? Han fortæller at han ofte griber en bardun og spiller lidt på den, og mener i øvrigt at der er meget rock over at være på isen. I hvert fald mener han at han vil ligne Keith Richards når de kommer hjem. Som han beskriver det, er det ingen foryngelseskur at køre hen over ismasserne.
Saschas forældre foregriber Jespers beretning en smule. Jesper fik journalisten til at love at vente med at skrive beretninger til i dag. Jesper i vanlig betænksom stil. Det betyder at Saschas historie om 25 km og en dejlig fødselsdagshilsen er en dag yngre end Jespers meldinger fra isen.
Jesper ringede i mandags, hvor gruppens koordinater var N 66 grader 28' 01", V 46 grader 01' 13". Hans historier fra isen består af en dagbog og nogle svar på spørgsmål.
17. april: Jesper vågner, da teltet pludselig runger af fødselsdagssang og ryster af grønlandske flag. Alle de andre er inde og vække ham. De spiser for en sjælden gangs skyld sammen alle sammen om morgenen. Han fortæller at han får en nummerplade til pulken af Ann-Sofie, og at han kommer ud til en pulk der er omkranset af en flagguirlande fra Sascha. Dagen starter som en fødselsdag på indlandsisen skal.
Han tager - hverken for første eller sidste gang - nogle af Ann-Sofies kilo over på sin pulk. Jesper kan egentlig godt lide at arbejde for det, og vil gerne frem over stepperne. I dag er han dog nødt til at give kiloene tilbage ret hurtigt. Efter en time sidder han på hug bag sin pulk. Han har fået endnu en overraskelse til sin fødselsdag: diarré. Han tilbringer resten af dagen med at skide sin energi ud af kroppen i etaper. Han er fuldstændig drænet, og kæmper for at holde fast, og for at gruppen kan nå målet.
Det gør de. For første gang på hele turen til nu kører de mere end 20 km på én dag. Det har frustreret Jesper at de ikke har nået det mål tidligere på turen. Han fortæller at han løbende har brokket sig over hvor langsomt det er gået og hvor kort de er nået hver dag. Efter at have kørt turen med diarré og ingen energi, har han dog fået lidt af en åbenbaring. Det har været sundt, fortæller han, han er nu blevet lidt mere ydmyg overfor de andres kvaler. Nu véd han hvad det vil sige at lide sig igennem en dag.
Da de slår lejr, kan de se DYE II, men kan ikke nå derhen. Mere om det sted senere. Jesper får nogle piller til maven af Sascha, og er igen ovenpå.
18. april: Gruppen vågner til blæst og mere blæst. Allerede fra morgenstunden er der vind, og det blæser op i løbet af dagen. De beslutter sig dog for at tage afsted. De er kun 14 km fra DYE II og vil gerne nå hen til tag over hovedet.
Det bliver noget af en kamp mod vejret at komme frem. Vinden blæser med op mod 20 m/s hele dag. Det er nu lige noget for Jesper. Han synes det er fedt at arbejde hårdt og kæmpe for det, og i dag har han overskud til kampen. Hele dagen kan de se bygningen komme tættere og tættere på. Af og til forsvinder den ud af syne, men når den atter dukker op, er den kommet meget tættere på, og det føles befriende at se den igen.
Jesper fortæller at gruppen i lang tid tænker: "nu er vi der", men hele tiden overraskes af at de ikke er noget frem endnu. DYE II vokser og vokser bare. Da de endelig når frem, kan de se det: Det er en kæmpestor bygning.
DYE II er en stor forladt radarstation på jernben. Den har været forladt siden 1990'erne. Jernbenene har skullet beskytte stationen fra at blive at væk at snemasserne. Ved benene ligger store sneskrænter. Esge oplever at man ikke skal være for nysgerrig. Han kommer for tæt på en kant, og hans pulk skrider ud over skrænten. I en brøkdel af et sekund kæmper Esge for sit liv. Han griber fat i Ann-Sofies pulk, men så hurtigt han har grebet fat, så hurtigt slipper han igen. Hun skal ikke rives med i faldet. Lidt af en heltegerning, da han hænger ud over kanten.
Han falder 10 m i frit fald, men lander i sneen, og heldigvis sker der ikke noget med ham - andet end det chok det må have været at falde og ikke kunne gøre noget.
Esge kommer på benene igen og kommer op til de andre. Sammen begiver de sig ind på radarstationen, og tager på ekspedition med pandelamper. Alt er efterladt i rygende hast. Der står stadig mad i køleskabet fra 90'erne. Jesper fortæller at det er virkelig spændende at gå på opdagelse i de forladte gange og se en radarstation som er nøjagtig som den var for 10-20 år siden. Der er noget spøgelseshistorie over at se køleskab, ugeblade, opvask som stadig står fremme.
Gruppen slæber madrasser op i radarkuplen, og overnatter deroppe i fællesskab. Det er dejligt at sove indendørs og ligge på bløde madrasser.
19. april: Det er så dejligt at ligge blødt, at gruppen sover længe om søndagen, og beslutter sig for at starte sent.
Mens Jesper lå og brugte sin tisseflaske, og mens alle lå og boblede, kom der lige pludselig gæster. Midt ude på indlandsisen løb vores 5 indlandsisfarere ind i en anden ekspedition, og ret uventet. Hvad byder man uventede gæster? En tisseflaske? De var blevet indhentet på deres fart over isen.
Formiddagen gik med at snakke med de nyankomne. Det var spændende at møde nye ansigter, og at snakke med nogen andre end bare de samme.
Om eftermiddagen kom de så endelig afsted. De ville gerne nå at køre nogle timer om søndagen, og prøve at indhente noget af det tabte terræn. Det var også en god dag at køre på. Jesper fortæller at det var det hidtil bedste føre. Terrænet var fladt og overfladen var hård. Selvom de kun kørte i nogle få timer, var det alligevel en god dag: De satte hastighedsrekord med 3,1 km/t.
20/4: Er den dag Jesper ringer til mig. Det er ikke nogen god ekpeditionsdag. Hele dagen har de ligget i blæsevejr, og har ventet på at vinden løjer af. Først da Jesper ringer kl. 20 er vejret til at de kan gå afsted, men det er for sent. De vil bruge for lang tid på at pakke sammen og slå lejr igen, i forhold til den tid de kan bruge på at køre. De træffer beslutningen om en overliggerdag kl 16.30.
Trods det at de ikke har vidst om de skulle køre eller blive, har de brugt dagen på at restituere. De har sovet, spillet spil, spist, sovet lidt mere. DMI har lovet mindre blæst næste dag, og de er klar til at rykke ud igen.
Jesper fortæller at det sværeste for ham på turen har været alt det gruppehalløj i at der ikke har været én dag hvor alle har haft en god dag. Han har hver dag skullet overtage ting fra andre pulke, og er blevet langsommere af det. Det har frustreret ham meget, for han har haft lyst til at yde sit bedste hver dag, og har haft lyst til at ekspeditionen skal foregå i et hurtigere tempo. Han arbejder dog på det nu, og arbejder på at finde glæde i at han selv har overskud til at overtage kilo for de andre.
Ellers går det godt socialt. Gruppen har arrangeret det sådan at de bytter sovemakkere løbende på turen, og det fungerer rigtig godt at de skiftes til at tilbringe tid sammen, det har indtil videre gjort at de ikke er nået til et mæthedpunkt.
Han fortæller at den fysiske del af turen går bedre og bedre. I starten af ekspeditionen gik han næsten sukkerkold hver dag, og havde mindst en time hvor han ikke havde nogle kræfter og følte store kriser. Nu er han dog blevet meget bedre til at spise nok. Han kan fortæller at kræfterne bliver bedre og bedre efterhånden som dagen skrider frem. Som de andre fortæller han at morgenerne er hårde, men man føler sig stærker når man først er kommet i gang og er blevet varm.
Jeg spørger også Jesper om han husker at stoppe op og tænke over hvor fedt det er. Han fortæller at han af og til kigger ud over landskabet, og virkelig glæder sig over at være med på turen, men for det meste går han bare med blikket stift rettet mod pulken foran sig.
Noget af det han har syntes er virkelig fedt, er vejrskiftet. Han syntes det var rigtig sjovt at opleve to dage med Whiteout, men det har også været fedt at få solskinnet tilbage.
Jeg spørger ham til basspillet. Får han øvet sig på turen over indlandsisen? Han fortæller at han ofte griber en bardun og spiller lidt på den, og mener i øvrigt at der er meget rock over at være på isen. I hvert fald mener han at han vil ligne Keith Richards når de kommer hjem. Som han beskriver det, er det ingen foryngelseskur at køre hen over ismasserne.
tirsdag den 21. april 2009
30 års fødselsdagshilsen fra et sted langt inde på indlandsisen
Her til aften ringede telefonen uventet - ca. kl 22:30 dansk tid - hvem kan finde på at forstyrre så sent? Vi havde tænkt at der var en chance for at Sascha ville ringe - og minsandten om det ikke var hende.
Det var dejligt at høre hendes stemme - og kunne høre at hun var rigtig glad.
Hele holdet har det godt og er raske - de har haft en rigtig god dag - med fantastisk vejr og har formentligt sat rekord i distance med 25 tilbagelagte km - og har således indhentet noget fra de forsinkelser der er opstået pga dårligt vejr.
Sascha fortæller at de nu optrapper med ca. 1 km om dagen - til 21, 22, 23 osv. op til 30 km om dagen - så de regner fortsat med at komme til Isortoq til tiden.
Sascha fortæller at hun har haft en god dag og er blevet forkælet med dejlige gaver og Kasper lavede dejlig morgenmad til hende. Hun har bla. også fået nummerplade på sin pulk - Mors Dyt - og diverse aktivitets gavekort.
Det var dejligt at blive uventet ringet op fra indlandsisen af vores nu 30 årige datter!
Vi blev bedt om at checke mailen - og der var en mail fra Børneafdelingen ang. ferie, uge 26 er OK - men de spørger om det er muligt at flytte juli ferien til uge 33/34 (fra den 10. Aug).
Kærligst Jane og Eric
Det var dejligt at høre hendes stemme - og kunne høre at hun var rigtig glad.
Hele holdet har det godt og er raske - de har haft en rigtig god dag - med fantastisk vejr og har formentligt sat rekord i distance med 25 tilbagelagte km - og har således indhentet noget fra de forsinkelser der er opstået pga dårligt vejr.
Sascha fortæller at de nu optrapper med ca. 1 km om dagen - til 21, 22, 23 osv. op til 30 km om dagen - så de regner fortsat med at komme til Isortoq til tiden.
Sascha fortæller at hun har haft en god dag og er blevet forkælet med dejlige gaver og Kasper lavede dejlig morgenmad til hende. Hun har bla. også fået nummerplade på sin pulk - Mors Dyt - og diverse aktivitets gavekort.
Det var dejligt at blive uventet ringet op fra indlandsisen af vores nu 30 årige datter!
Vi blev bedt om at checke mailen - og der var en mail fra Børneafdelingen ang. ferie, uge 26 er OK - men de spørger om det er muligt at flytte juli ferien til uge 33/34 (fra den 10. Aug).
Kærligst Jane og Eric
lørdag den 18. april 2009
Ann-Sofie ringer hjem
Torsdag aften ringer telefonen igen. Denne gang er det Ann-Sofie der fortæller om sin tid på isen, om tænkepauser og nældefeber, om skidestillinger og varmedunke.
Det første hun fortæller, er at deres koordinater torsdag aften er N 66 grader 38' 38", V 46 grader 58' 47". Det fortæller at de ikke er nået så langt som planlagt. Torsdag kørte de 14,2 km og onsdag nåede de 16 km. De har i alt tilbagelagt ca. 150 km.
Det er vejret som har sat en lille bremse for deres fart. De sidste par dage har der været White Out, fortæller Ann-Sofie. Himmel og jord har stået i et. Det har slet ikke været til at skelne sne fra skyer, eller bakke fra dal. Der har været overskyet, det har sneet lidt, og vinden har hvirvlet den løse sne op. Samtidig har der været varmt. 3 plusgrader har gjort sneen hård, og den sætter sig fast i fælderne på skiene, så det er svært at komme fremad. De er alle lidt kuldrede i vejret. Trods det at de er kommet lidt bagud, er de dog ved godt mod.
Bortset fra denne modstand fortæller Ann-Sofie at det går godt. Alle har det godt, og er ikke trætte af hinanden, tværtimod fortæller hun positivt at alle lærer hinanden bedre at kende og bliver stadig tættere knyttet sammen. Hun fortæller også at man ret hurtigt smider sine hæmninger. Da turen startede, gik hun 50-100 meter væk fra teltet når hun skulle på toilet, men nu er blufærdigheden lagt på hylden - det er lettere bare at gå lige udenfor. Hun fortæller også at vi alle kan glæde os til et billede af Kaspers perfekte skidestilling. Han har udviklet en måde at grave et toilet i sneen, så det bliver som at sidde i en sofa og tømme sig samtidig.
Hun fortæller at turen er rigtig hård fysisk, man får ondt i alle muskler og led, men det er dog ikke værre end hun havde forventet hjemmefra. Hun får mig til at love at sige at noget af det bedste ved turen indtil nu har været den varmedunk som Mathias har lavet til Jesper. Hun har lånt den indtil nu, og fortæller at det er verdens bedste og absolut flotteste varmedunk. Ellers fortæller hun også at det fysisk er gået bedre end hun havde frygtet. Turen er hård, men det er ikke umuligt. Hun fortæller som Sascha at alle har deres fysiske og mentale rutschebaneture, men dem der har været nede, er alle kommet op igen. Det hjælper også på det at man nu begynder tydeligt at kunne mærke at pulkene bliver lettere.
Alle folk er trætte om aftenen og går i seng kl otte - halv ni for at være friske til næste dag.
Aftensmaden har nok budt på det værste drama for Ann-Sofie.
Først og fremmest fortæller hun at den smager af helvedes til - efter at have spist det samme dag ud og dag ind. Det har virkelig knebet med at spise nok... men nu går det bedre. Så fortæller hun også at aftensmaden har givet hende nældefeber. Først kunne de ikke finde ud af hvad der var galt. Var det bylder i bagen der bredte sig til resten af kroppen? Men så konstaterede de at det måtte være nældefeber. Virkelig ikke en rar oplevelse. Mest ubehageligt at gå på toilet. Nu har hun dog fået en kur af antihistaminer, og det hjælper på det hele.
Fredag er Jespers fødselsdag, og jeg hilser fra alle og ønsker en rigtig god dag. Ann-Sofie vil ikke løfte sløret for hvad der skal ske på dagen, men hun lyder som om han ikke bliver glemt. Hun lover at næste gang vil byde på en historie fra fødselsdagen.
Ann-Sofie fortæller også meget begejstret at hun virkelig husker at nyde turen. Landskabet skifter hele tiden i farver og skygger og konturer og det er en fantastisk smuk tur. Det er også dejligt at have tid til at reflektere over tingene. Hun tænker meget på folk derhjemme, og tænker på de ting hun gerne vil når hun kommer hjem, og tænker også meget på de ting hun har oplevet gennem sit liv. Det er rart at have tiden til at tænke og til at stresse fuldstændig af. Der er ikke andet end at køre og at tænke.
Hun fortæller også at hun tænker meget på Martin, og at det værste ved at være på tur er at hun savner ham. Hun tænker på alle de ting hun gerne vil lave sammen med ham når hun kommer hjem, og siger at hun - på en god måde - tænker mere på ham end hun havde fortalt ham at hun ville. Hun lover mig også at sige at hun nok skal ringe hjem til ham.
Hun fortæller mig at det fantastiske ved turen langt overskygger det dårlige. Hun er meget glad for at hun kom afsted, og får at hun er på turen nu. Dejligt at alle bliver ved med at være positive og glædes ved hinanden.
Det første hun fortæller, er at deres koordinater torsdag aften er N 66 grader 38' 38", V 46 grader 58' 47". Det fortæller at de ikke er nået så langt som planlagt. Torsdag kørte de 14,2 km og onsdag nåede de 16 km. De har i alt tilbagelagt ca. 150 km.
Det er vejret som har sat en lille bremse for deres fart. De sidste par dage har der været White Out, fortæller Ann-Sofie. Himmel og jord har stået i et. Det har slet ikke været til at skelne sne fra skyer, eller bakke fra dal. Der har været overskyet, det har sneet lidt, og vinden har hvirvlet den løse sne op. Samtidig har der været varmt. 3 plusgrader har gjort sneen hård, og den sætter sig fast i fælderne på skiene, så det er svært at komme fremad. De er alle lidt kuldrede i vejret. Trods det at de er kommet lidt bagud, er de dog ved godt mod.
Bortset fra denne modstand fortæller Ann-Sofie at det går godt. Alle har det godt, og er ikke trætte af hinanden, tværtimod fortæller hun positivt at alle lærer hinanden bedre at kende og bliver stadig tættere knyttet sammen. Hun fortæller også at man ret hurtigt smider sine hæmninger. Da turen startede, gik hun 50-100 meter væk fra teltet når hun skulle på toilet, men nu er blufærdigheden lagt på hylden - det er lettere bare at gå lige udenfor. Hun fortæller også at vi alle kan glæde os til et billede af Kaspers perfekte skidestilling. Han har udviklet en måde at grave et toilet i sneen, så det bliver som at sidde i en sofa og tømme sig samtidig.
Hun fortæller at turen er rigtig hård fysisk, man får ondt i alle muskler og led, men det er dog ikke værre end hun havde forventet hjemmefra. Hun får mig til at love at sige at noget af det bedste ved turen indtil nu har været den varmedunk som Mathias har lavet til Jesper. Hun har lånt den indtil nu, og fortæller at det er verdens bedste og absolut flotteste varmedunk. Ellers fortæller hun også at det fysisk er gået bedre end hun havde frygtet. Turen er hård, men det er ikke umuligt. Hun fortæller som Sascha at alle har deres fysiske og mentale rutschebaneture, men dem der har været nede, er alle kommet op igen. Det hjælper også på det at man nu begynder tydeligt at kunne mærke at pulkene bliver lettere.
Alle folk er trætte om aftenen og går i seng kl otte - halv ni for at være friske til næste dag.
Aftensmaden har nok budt på det værste drama for Ann-Sofie.
Først og fremmest fortæller hun at den smager af helvedes til - efter at have spist det samme dag ud og dag ind. Det har virkelig knebet med at spise nok... men nu går det bedre. Så fortæller hun også at aftensmaden har givet hende nældefeber. Først kunne de ikke finde ud af hvad der var galt. Var det bylder i bagen der bredte sig til resten af kroppen? Men så konstaterede de at det måtte være nældefeber. Virkelig ikke en rar oplevelse. Mest ubehageligt at gå på toilet. Nu har hun dog fået en kur af antihistaminer, og det hjælper på det hele.
Fredag er Jespers fødselsdag, og jeg hilser fra alle og ønsker en rigtig god dag. Ann-Sofie vil ikke løfte sløret for hvad der skal ske på dagen, men hun lyder som om han ikke bliver glemt. Hun lover at næste gang vil byde på en historie fra fødselsdagen.
Ann-Sofie fortæller også meget begejstret at hun virkelig husker at nyde turen. Landskabet skifter hele tiden i farver og skygger og konturer og det er en fantastisk smuk tur. Det er også dejligt at have tid til at reflektere over tingene. Hun tænker meget på folk derhjemme, og tænker på de ting hun gerne vil når hun kommer hjem, og tænker også meget på de ting hun har oplevet gennem sit liv. Det er rart at have tiden til at tænke og til at stresse fuldstændig af. Der er ikke andet end at køre og at tænke.
Hun fortæller også at hun tænker meget på Martin, og at det værste ved at være på tur er at hun savner ham. Hun tænker på alle de ting hun gerne vil lave sammen med ham når hun kommer hjem, og siger at hun - på en god måde - tænker mere på ham end hun havde fortalt ham at hun ville. Hun lover mig også at sige at hun nok skal ringe hjem til ham.
Hun fortæller mig at det fantastiske ved turen langt overskygger det dårlige. Hun er meget glad for at hun kom afsted, og får at hun er på turen nu. Dejligt at alle bliver ved med at være positive og glædes ved hinanden.
tirsdag den 14. april 2009
Saschas første tid
Sascha beretter i 20 minutter om de første dage på isen, om glæder og sorger, om oplevelser og udfordringer, om soveposer og undertøj.
På turens tiendedag er der igen nyt fra ekspeditionen. Koordinaterne er N 65 grader 45' 45", V 47 grader 33' 12". Sascha starter med at fortælle at deltagerne nu har aftalt at skiftes til at ringe hjem med med meldinger, og at hun har fået lov at starte. Indimellem lyder der et par snøft fra hende. Hun har været forkølet og fortæller at Kasper nu har overtaget forkølelsen. Trods det har der ikke været gjort særligt indhug i medicintasken.
Bortset fra det fortæller Sascha at det går godt og at alle er ved godt mod. Hun fortæller igen at flere deltagere har haft deres off-dage. Hun har selv haft to, og forklarer at det er den fysiske anstrengelse som får dem til at gå ned med flaget. Den første af dagene brød hun tudende sammen, og Jesper måtte overtage en af hendes pulke en times tid. Den anden dag var hun blevet forkølet og måtte slæbe sig tudende gennem hele dagen. Hele kroppen gjorde simpelthen ondt.
Nu synes hun dog det går meget bedre. Fra at være negativ hele den første uge, er hun nu blevet meget mere positiv.
Hun fortæller også at den første uge har været virkelig hård. Især var det hårdt at forcere gletscherspalter i spike ice støvler, mens det går noget lettere på ski.
Nu er det værste ved turen det fysiske pres. Hun fortæller at alle folk er pressede på farten. Især er det hårdt at skulle starte med pulk. Det værker og gør ondt, og de kan mærke at de har været ude i 10 dage i streg. Nu kører de 8 timer hver dag og kører op og ned i lange, bløde bakker, som egentlig minder hende om det danske landskab.
Sascha har en forfrysning i en tå, men er ved godt mod. Det skal nok blive godt igen, ved hun. Hun siger videre fra Jesper at morgenerne til at starte med var lige ved at knække ham, men at det går meget bedre nu.
Sascha er glad i dag, fordi det er en af de to gange de må skifte undertøj på turen. Hun mener det er en stor dag. Hun har også haft en god dag på skiene, og fortæller at det har været den fladeste dag indtil nu. De har i dag kørt 19,7 km, og har i alt rundet ca. 120 km. Der er 63 km til lejr 2. Hun fortæller at man godt kan mærke den konstante stigning, og at denne aften er den første hvor de ikke sætter lejr på en bakkeskråning.
Vejret har været flot på turen. i dag er der -14 grader og overskyet med lidt sne. Kasper får mig til at tjekke dmi for vejrkort, og jeg kan fortælle at der er udsigt til lavtryk over indlandsisen til i morgen ca kl 13. Sascha fortæller at de er begyndt at koge vand inde i det ene telt for at forberede sig på rutinerne i tilfælde af storm. De koger vand to gange om dagen.
Hun fortæller også at det går godt med at sætte lejr op. De gør det i et roligt tempo, og uden problemer. Sascha graver hver aften et tissehul til pigerne - det ville ikke være rart at blive blæst omkuld, mens man er ud og tisse, fortæller hun. Drengene tisser i flasker inde i teltet, men Sascha mener de går glip af noget. Nætterne er smukke, hun og Ann-Sofie har set Nordlys én af aftnerne, og melder i det hele taget at det er dejligt med meget lys.
Ca. 1/3 inde i turen må Sascha indrømme at maden er ved at blive ensformig. De er blevet lidt trætte af den samme blanding dag ud og dag ind i deres snack packs. For tiden bytter de lidt rundt for at få en smule afveksling. Sascha fortæller også at hun ikke har lyst til aftensmaden i disse dage. Hun er blevet træt af det samme hele tiden. De vil prøve at eksperimentere lidt med at tilsætte en frøblanding, men ellers spiser hun sig mæt i slik, hvis maden ikke i sig selv er nok. Ellers går det ok med mad. Drengene får de rester som pigerne måtte have og fordeler dem mellem sig. Pigerne synes de har rigeligt at spise - også fordi de har pakket lige så store madpakker som drengene.
En af de andre udfordringer på turen er soveposerne. Sascha fortæller at de er konstant fugtige. De går med poserne fremme på pulken for at forsøge at tørre dem, men det lykkes ikke rigtig. Hun fortæller at det værste er at komme ned i soveposerne og ud af dem igen. Det er ikke fordi der er mangel på sol at poserne ikke vil tørre. Solen har bagt ned de første dage, og Sascha siger at alle er blevet godt solbrune i det af ansigtet der er fremme. De kommer alle til at se sjove ud, når de kommer hjem, men det er vist bare en del af turen over isen.
Med kulden går det lettere og lettere. Nogle dage sveder de for meget i deres tøj, og ankommer gennemblødte af sved til deres camp. De dage bliver de hurtigt kolde, og det er svært at få varmen igen.
Drengene slæber stadig på alle fællesting på deres pulke. Det fungerer indtil videre godt sådan.
Sascha siger at de har det overvejende godt sammen. Der har været et par diskussioner undervejs, men ikke nogle store skænderier, og ikke mange. Det lyder heller ikke af meget, når man tænker over hvor tæt de er sammen, hele dagen, hver dag. De har droppet at spise aftensmad sammen, men det er egentlig ikke for at få fred, så meget som det er af praktiske årsager, pladshensyn...
Gruppen regner med at de når til lejr 2 om 3 dage, og Sascha lover at jeg snart vil høre fra dem igen. Næste gang vil det så være en anden der ringer hjem med nyt. Spændende at høre om de er enige om turens glæder og sorger.
På turens tiendedag er der igen nyt fra ekspeditionen. Koordinaterne er N 65 grader 45' 45", V 47 grader 33' 12". Sascha starter med at fortælle at deltagerne nu har aftalt at skiftes til at ringe hjem med med meldinger, og at hun har fået lov at starte. Indimellem lyder der et par snøft fra hende. Hun har været forkølet og fortæller at Kasper nu har overtaget forkølelsen. Trods det har der ikke været gjort særligt indhug i medicintasken.
Bortset fra det fortæller Sascha at det går godt og at alle er ved godt mod. Hun fortæller igen at flere deltagere har haft deres off-dage. Hun har selv haft to, og forklarer at det er den fysiske anstrengelse som får dem til at gå ned med flaget. Den første af dagene brød hun tudende sammen, og Jesper måtte overtage en af hendes pulke en times tid. Den anden dag var hun blevet forkølet og måtte slæbe sig tudende gennem hele dagen. Hele kroppen gjorde simpelthen ondt.
Nu synes hun dog det går meget bedre. Fra at være negativ hele den første uge, er hun nu blevet meget mere positiv.
Hun fortæller også at den første uge har været virkelig hård. Især var det hårdt at forcere gletscherspalter i spike ice støvler, mens det går noget lettere på ski.
Nu er det værste ved turen det fysiske pres. Hun fortæller at alle folk er pressede på farten. Især er det hårdt at skulle starte med pulk. Det værker og gør ondt, og de kan mærke at de har været ude i 10 dage i streg. Nu kører de 8 timer hver dag og kører op og ned i lange, bløde bakker, som egentlig minder hende om det danske landskab.
Sascha har en forfrysning i en tå, men er ved godt mod. Det skal nok blive godt igen, ved hun. Hun siger videre fra Jesper at morgenerne til at starte med var lige ved at knække ham, men at det går meget bedre nu.
Sascha er glad i dag, fordi det er en af de to gange de må skifte undertøj på turen. Hun mener det er en stor dag. Hun har også haft en god dag på skiene, og fortæller at det har været den fladeste dag indtil nu. De har i dag kørt 19,7 km, og har i alt rundet ca. 120 km. Der er 63 km til lejr 2. Hun fortæller at man godt kan mærke den konstante stigning, og at denne aften er den første hvor de ikke sætter lejr på en bakkeskråning.
Vejret har været flot på turen. i dag er der -14 grader og overskyet med lidt sne. Kasper får mig til at tjekke dmi for vejrkort, og jeg kan fortælle at der er udsigt til lavtryk over indlandsisen til i morgen ca kl 13. Sascha fortæller at de er begyndt at koge vand inde i det ene telt for at forberede sig på rutinerne i tilfælde af storm. De koger vand to gange om dagen.
Hun fortæller også at det går godt med at sætte lejr op. De gør det i et roligt tempo, og uden problemer. Sascha graver hver aften et tissehul til pigerne - det ville ikke være rart at blive blæst omkuld, mens man er ud og tisse, fortæller hun. Drengene tisser i flasker inde i teltet, men Sascha mener de går glip af noget. Nætterne er smukke, hun og Ann-Sofie har set Nordlys én af aftnerne, og melder i det hele taget at det er dejligt med meget lys.
Ca. 1/3 inde i turen må Sascha indrømme at maden er ved at blive ensformig. De er blevet lidt trætte af den samme blanding dag ud og dag ind i deres snack packs. For tiden bytter de lidt rundt for at få en smule afveksling. Sascha fortæller også at hun ikke har lyst til aftensmaden i disse dage. Hun er blevet træt af det samme hele tiden. De vil prøve at eksperimentere lidt med at tilsætte en frøblanding, men ellers spiser hun sig mæt i slik, hvis maden ikke i sig selv er nok. Ellers går det ok med mad. Drengene får de rester som pigerne måtte have og fordeler dem mellem sig. Pigerne synes de har rigeligt at spise - også fordi de har pakket lige så store madpakker som drengene.
En af de andre udfordringer på turen er soveposerne. Sascha fortæller at de er konstant fugtige. De går med poserne fremme på pulken for at forsøge at tørre dem, men det lykkes ikke rigtig. Hun fortæller at det værste er at komme ned i soveposerne og ud af dem igen. Det er ikke fordi der er mangel på sol at poserne ikke vil tørre. Solen har bagt ned de første dage, og Sascha siger at alle er blevet godt solbrune i det af ansigtet der er fremme. De kommer alle til at se sjove ud, når de kommer hjem, men det er vist bare en del af turen over isen.
Med kulden går det lettere og lettere. Nogle dage sveder de for meget i deres tøj, og ankommer gennemblødte af sved til deres camp. De dage bliver de hurtigt kolde, og det er svært at få varmen igen.
Drengene slæber stadig på alle fællesting på deres pulke. Det fungerer indtil videre godt sådan.
Sascha siger at de har det overvejende godt sammen. Der har været et par diskussioner undervejs, men ikke nogle store skænderier, og ikke mange. Det lyder heller ikke af meget, når man tænker over hvor tæt de er sammen, hele dagen, hver dag. De har droppet at spise aftensmad sammen, men det er egentlig ikke for at få fred, så meget som det er af praktiske årsager, pladshensyn...
Gruppen regner med at de når til lejr 2 om 3 dage, og Sascha lover at jeg snart vil høre fra dem igen. Næste gang vil det så være en anden der ringer hjem med nyt. Spændende at høre om de er enige om turens glæder og sorger.
lørdag den 11. april 2009
Lyd fra isen
Endelig lyd fra ekspeditionen. De har krydset spalter og steget stejlt opad, men er nu kommet frem på det flade stykke.
Fredag aften var der endelig hul igennem. Jeg var der da telefonen ringede. Dejligt endelig med lyd fra indlandsisen.
Sascha melder at alle har det godt. Ekspeditionsdeltagerne har klaret de første dage uden nogle store problemer. Under opstigningen har de flyttet sig ca. 2 kilometer hver dag og hvad der svarer til ca. 100 højdemeter om dagen. De første fire dage har de gået med pigsko og har krydset gletscherspalter. To steder har de krydset store og bundløse gletschere over snebroer. Lidt nervepirrende, men det er også det mest nervepirrende de har været ude for.
Det har været hårdt at gå over gletscherne. Allerede den første dag fandt deltagerne ud af hvor hårdt. De besluttede sig hurtigt for at omfordele i pulkene, så pigerne fik mindre vægt at slæbe på.
I torsdags tog de 5 rejsende pigskoene af og skiftede til ski. De er nået til det flade stykke. De kørte 12,9 kilometer den dag, og tog 140 højdemeter. Skiftet til ski betød også en intensivering af rejsen. De første dage gik de 4 timer om dagen, og torsdag skiftede de til 6 timer pr. dag.
Sascha fortæller at de trods intensivering husker at stoppe op og nyde deres tur. Det er meget smukt, fortæller hun. Hun siger også at de indtil videre følger både planen og sporet. De var ved sidste melding N 67 grader 07' 35", V 49 grader 17' 24,3", og var 1076 meter over havets overflade.
Da jeg talte med Sascha var der 4 graders varme på indlandsisen. De har oplevet store temperatursvingninger på turen. Laveste er - 27 grader. De har også oplevet modvind på op til 10 m/s, men ved meldingen var vejret dejligt.
De bliver efterhånden som turen skrider frem, bedre til at indarbejde rutiner, og det går nu meget hurtigere med at slå lejr for natten.
Gruppen lover at melde tilbage igen om en uges tid med nyt fra indlandsisen.
Inden Sascha siger farvel, må jeg love at takke Tove og Knud fra hende for den tidlige fødselsdagsgave. Den var hun meget glad for.
Næste melding følger snart. Vi venter alle med spænding.
Fredag aften var der endelig hul igennem. Jeg var der da telefonen ringede. Dejligt endelig med lyd fra indlandsisen.
Sascha melder at alle har det godt. Ekspeditionsdeltagerne har klaret de første dage uden nogle store problemer. Under opstigningen har de flyttet sig ca. 2 kilometer hver dag og hvad der svarer til ca. 100 højdemeter om dagen. De første fire dage har de gået med pigsko og har krydset gletscherspalter. To steder har de krydset store og bundløse gletschere over snebroer. Lidt nervepirrende, men det er også det mest nervepirrende de har været ude for.
Det har været hårdt at gå over gletscherne. Allerede den første dag fandt deltagerne ud af hvor hårdt. De besluttede sig hurtigt for at omfordele i pulkene, så pigerne fik mindre vægt at slæbe på.
I torsdags tog de 5 rejsende pigskoene af og skiftede til ski. De er nået til det flade stykke. De kørte 12,9 kilometer den dag, og tog 140 højdemeter. Skiftet til ski betød også en intensivering af rejsen. De første dage gik de 4 timer om dagen, og torsdag skiftede de til 6 timer pr. dag.
Sascha fortæller at de trods intensivering husker at stoppe op og nyde deres tur. Det er meget smukt, fortæller hun. Hun siger også at de indtil videre følger både planen og sporet. De var ved sidste melding N 67 grader 07' 35", V 49 grader 17' 24,3", og var 1076 meter over havets overflade.
Da jeg talte med Sascha var der 4 graders varme på indlandsisen. De har oplevet store temperatursvingninger på turen. Laveste er - 27 grader. De har også oplevet modvind på op til 10 m/s, men ved meldingen var vejret dejligt.
De bliver efterhånden som turen skrider frem, bedre til at indarbejde rutiner, og det går nu meget hurtigere med at slå lejr for natten.
Gruppen lover at melde tilbage igen om en uges tid med nyt fra indlandsisen.
Inden Sascha siger farvel, må jeg love at takke Tove og Knud fra hende for den tidlige fødselsdagsgave. Den var hun meget glad for.
Næste melding følger snart. Vi venter alle med spænding.
fredag den 10. april 2009
Kommunikation
Nogle dage inde i ekspeditionen, og deltagerne oplever de første vanskeligheder: Hvordan får man fat i kommunikationsmedarbejderen.
Et par gange har telefonen ringet i Aasiaat, men begge gange har jeg været ude af hørevidde. Den første reportage fra indlandsisen og satellittelefonen lader altså vente på sig. I ventetiden må man tage det som gode nyheder at telefonen har ringet. Jeg aftalte med Kasper i lørdags at de ville ringe, når de var fri af gletscherspalter. Det må de altså være nu.
Det bliver spændende at få hul igennem og høre hvordan de har klaret skærene de første dage. Om sikkerhedsforanstaltningerne har været i brug, eller om alt er gået smurt.
Mere herfra når der endelig er hul igennem
Et par gange har telefonen ringet i Aasiaat, men begge gange har jeg været ude af hørevidde. Den første reportage fra indlandsisen og satellittelefonen lader altså vente på sig. I ventetiden må man tage det som gode nyheder at telefonen har ringet. Jeg aftalte med Kasper i lørdags at de ville ringe, når de var fri af gletscherspalter. Det må de altså være nu.
Det bliver spændende at få hul igennem og høre hvordan de har klaret skærene de første dage. Om sikkerhedsforanstaltningerne har været i brug, eller om alt er gået smurt.
Mere herfra når der endelig er hul igennem
lørdag den 4. april 2009
En historie om fem almindelige mennesker
12 timer før afgang en lille historie skrevet ove en kop kaffe hos Elsemarie i Kangerlussuaq - Saschas historie fra 18.time bliver ikke længere, vi skal jo nå at spise fint og binde flere knuder...
Er det ekstremt at krydse Indlandisen?
Vi mener at være nogle ret almindelige mennesker der har opdaget at vi har muligheden og lysten til at krydse indlandsisen og den chance kan man da ikke lade passere – vel?
Det er meget nœrliggende at krydse den Grønlandske Indlandsis når man er bosat på den Grønlandske kyst. Alle har vi tilknytning til byen Aasiaat ved Diskobugten på den grønlandske vestkyst og blev enige om at det eneste rigtige var at krydse indlandsisen unsupportet som det kaldes, det vil sige vi er vores egen guide.
Faktaboks:
På tværs af den Grønlandske Indlandsis med ski, kortfeller og pulk
30 dage og 550 km med 95 kg bagage per person
Afgang 5. april, Kangerlussuaq på vestkysten
Ankomst 5. maj (forventet), Isortoq på østkysten
Sidst i oktober måned 2009 blev vi enige om at vi kunne gøre det sammen – og så måtte vi hellere lœre hinanden lidt at kende ud over den første afstemning af forventninger og prœsentation af tidligere bedrifter:
Faktaboks:
Kasper 32 år, gymnasielœrer, bosat i Aasiaat, interesser: langrend, kajak.
Jesper 33 år, gymnasielœrer, boast i Aasiaat, interesser: outdoor
Esge 36 år, ingeniør, bosat i København, interesse: adventureløb, mountainbike
Ann-Sofie 24 år, bosat i Aasiaat, interesse: outdoor
Sascha 29 år, lœge, bosat i Aasiaat, interesse: alpin skiløb og langrend
Ingen af os har altså før planlagt en lignende ekspedition og vi havde 5 måneder til planlœgning og trœning. Vi har fra starten organiseret os omkring et fœlles dokument på nettet så alle hele tiden kunne følge med i diverse deadlines, todo lister, pakkelister og fœlles indkøbslister.
Tusind småting
De første måneder og lige til ugerne før afgang har grej vœret dominerende i planlœgningen. På nettet ligger forskellige grej lister fra andre ekspeditioner, dem har vi taget udgangspunkt i sammen med vejledning fra gode kontakter. Heldigvis vil dem der allerede har krydset indlandsisen gerne fortœlle om det. Derudover tusindvis af email korrespondancer vi har haft med firmaer, forsikring, Dansk Polar Center, flyselskaber med mere.
Mekka for grejfreaken
Alt er vigtigt på en ekspedition, men grej og mad er nu det vigtigste. Vi har lavet fœlles indkøbslister og fået sendt vores grej til henholdsvis Aasiaat og København. Det meste af vores ekspeditionsudstyr og mad er købt i Friluftsland, det der manglede er købt på nettet fra butikker i DK, USA, Norge, Tyskland, England og enkelte ting i down town Aasiaat hos den lokale sælskindsbutik og havneprovianten.
Da det største lœs grej fra Friluftland kom med skibet til Aasiaat, var det en regulœr grejfest og ekspeditionens deltagere har nu alt hvad man kan drømme om af polar udstyr - forestil jer lige det! Det er jo fantastisk. Det er en klar erfaring at man skal være ude i god tid – især når man bor i grønland. Dagen før afgang ankom det sidste gear med posten – et styk polariseret goggle.
Træning i minus 30 grader
Ikke al tid er forgået med et katalog fra friluftsland i hånden foran computeren.
Vi har trænet med pulke og dæk. Dækkene er super nemme og rigtig god træning. Dog er det et problem at alle i Aasiaat mener vi er skøre i hovedet og spørger hvor resten af bilen er henne. Pulken har været god til at øve at pakke og finde ud af hvad der var vigtigt og virkede eller ikke virkede.
Vi har overnattet i ned til minus 30 grader. I december og januar måned er der ingen sol på himlen i Aasiaat og mørket og vinden her nord for polarcirklen er hård. Det kræver en del træning af gebærde sig i kulden, faktisk især når man ikke er aktiv på skiene. Første overnatning i kulden foregik i minus 5 grader med sommerliggeunderlag, sommersoveposer. To af os sov stort set ikke. Det var en sindssyg kold nat for noviserne. Vi lœrte at sœtte pris på det RIGTIGE grej. På den måde lærer man af sine fejl hele tiden - og vi kommer helst sikkert til at lære mere nyt når vi først står på Indlandsisen.
Blandt det mest uundværlige gear er vores heldragte i dun som skal bruges i campen ved ankomsten efter dagens strabadser. Overgangen fra at stå på ski til at stå stille inden teltet er slået op kan være super kold. Af andet gear er det meget forskelligt hvad der er faldet i vores smag. Hver person har sin måde at takle kulden på. Ann-Sofie sover på rensdyr skind, men vi andre har syntetiske underlag af skumplast. Pigerne har også andre prioriteter end drengene – de sætter eksempelvis stor pris på tisseflapper i tøjet.
Vigtige erfaringer
Når I læser om vores erfaringer kan det måske give en ide om at vi ikke er ekstreme ekspeditiondeltagere, mem almindelig unge mennesker uden de store erfaringer der har kastet sig ud i et spændende projekt. Fx har vi lært, at man ikke skal ligge sig i soveposen med sit skaltøj på fordi man er trœt..., at der er stor forskel på smagen af frysetørret mad….. at man skal teste sin brœnder i kulden og ikke bare hjemme i den varme stue…… at man skal huske sine skistave når man tager på skitur…. at vingummi fryser stenhårde i kulden…. Osv osv. Og en af de postive: at man fuldstœndig glemmer at man har frosset hele natten når man står midt i den helt vilde natur med skiene på (og har varmen naturligvis).
Aha oplevelser
Det er faktisk lidt svœrt at gå på rœkke uden at tale sammen i 50 minutter af gangen – for pigerne altså. For drengene falder det helt naturligt. 100 gram chokolade og nødder som skal spises på et 10 minutters pause hver time er ret meget, men smart fordi forhindrer at man går sukkerkold. En godnathistorie skal vœre lidt eksplosivt spændende for at holde lytterne i teltet vågen, ellers kommer man til at læse alene. At 200 gram tvungen müsli om morgenen er meget, men at mœlkepulver med varmt vand er sœrdeles undervurderet.
De sidste forberedelserDen sidste måned er det sidste faldet på plads. Tilladelser fra Dansk Polar Center, forsikring, radiotilladelser, flybilletter og rent tøj sendt til østkysten. Koordinater til opstigningen fra punkt 660 i Kangerlussuaq på vestsiden er kommet på plads. Man bevæger sig de første dage gennem et område med mange farlige gletcherspalter og det er vigtigt at kende den rigtige rute. Satellittelefon og VHF er testet, medicin er pakket, telte er justeret med stormflapper, gletcherredning og sikring er øvet.
Den sidste uge er gået med at pakke mad. I alt har vi hver pakket omkring 320 små madposer med marcipanbrød, havregryn, pølse, smør, nødder osv. Alt sammen vejet på grammet.
Her to dage før afrejse er vi klar. Vi kan mœrke rejsefeberen, som der ellers ikke har vœret meget tid gennem den sidste tids strabadser.
Om alt går vel, vender vi tilbage om seks uger med mere om vores oplevelser fra selve turen over isen.
Helt almindelige hilsner fra
Ann-Sofie, Esge, Jesper, Kasper og Sascha
Er det ekstremt at krydse Indlandisen?
Vi mener at være nogle ret almindelige mennesker der har opdaget at vi har muligheden og lysten til at krydse indlandsisen og den chance kan man da ikke lade passere – vel?
Det er meget nœrliggende at krydse den Grønlandske Indlandsis når man er bosat på den Grønlandske kyst. Alle har vi tilknytning til byen Aasiaat ved Diskobugten på den grønlandske vestkyst og blev enige om at det eneste rigtige var at krydse indlandsisen unsupportet som det kaldes, det vil sige vi er vores egen guide.
Faktaboks:
På tværs af den Grønlandske Indlandsis med ski, kortfeller og pulk
30 dage og 550 km med 95 kg bagage per person
Afgang 5. april, Kangerlussuaq på vestkysten
Ankomst 5. maj (forventet), Isortoq på østkysten
Sidst i oktober måned 2009 blev vi enige om at vi kunne gøre det sammen – og så måtte vi hellere lœre hinanden lidt at kende ud over den første afstemning af forventninger og prœsentation af tidligere bedrifter:
Faktaboks:
Kasper 32 år, gymnasielœrer, bosat i Aasiaat, interesser: langrend, kajak.
Jesper 33 år, gymnasielœrer, boast i Aasiaat, interesser: outdoor
Esge 36 år, ingeniør, bosat i København, interesse: adventureløb, mountainbike
Ann-Sofie 24 år, bosat i Aasiaat, interesse: outdoor
Sascha 29 år, lœge, bosat i Aasiaat, interesse: alpin skiløb og langrend
Ingen af os har altså før planlagt en lignende ekspedition og vi havde 5 måneder til planlœgning og trœning. Vi har fra starten organiseret os omkring et fœlles dokument på nettet så alle hele tiden kunne følge med i diverse deadlines, todo lister, pakkelister og fœlles indkøbslister.
Tusind småting
De første måneder og lige til ugerne før afgang har grej vœret dominerende i planlœgningen. På nettet ligger forskellige grej lister fra andre ekspeditioner, dem har vi taget udgangspunkt i sammen med vejledning fra gode kontakter. Heldigvis vil dem der allerede har krydset indlandsisen gerne fortœlle om det. Derudover tusindvis af email korrespondancer vi har haft med firmaer, forsikring, Dansk Polar Center, flyselskaber med mere.
Mekka for grejfreaken
Alt er vigtigt på en ekspedition, men grej og mad er nu det vigtigste. Vi har lavet fœlles indkøbslister og fået sendt vores grej til henholdsvis Aasiaat og København. Det meste af vores ekspeditionsudstyr og mad er købt i Friluftsland, det der manglede er købt på nettet fra butikker i DK, USA, Norge, Tyskland, England og enkelte ting i down town Aasiaat hos den lokale sælskindsbutik og havneprovianten.
Da det største lœs grej fra Friluftland kom med skibet til Aasiaat, var det en regulœr grejfest og ekspeditionens deltagere har nu alt hvad man kan drømme om af polar udstyr - forestil jer lige det! Det er jo fantastisk. Det er en klar erfaring at man skal være ude i god tid – især når man bor i grønland. Dagen før afgang ankom det sidste gear med posten – et styk polariseret goggle.
Træning i minus 30 grader
Ikke al tid er forgået med et katalog fra friluftsland i hånden foran computeren.
Vi har trænet med pulke og dæk. Dækkene er super nemme og rigtig god træning. Dog er det et problem at alle i Aasiaat mener vi er skøre i hovedet og spørger hvor resten af bilen er henne. Pulken har været god til at øve at pakke og finde ud af hvad der var vigtigt og virkede eller ikke virkede.
Vi har overnattet i ned til minus 30 grader. I december og januar måned er der ingen sol på himlen i Aasiaat og mørket og vinden her nord for polarcirklen er hård. Det kræver en del træning af gebærde sig i kulden, faktisk især når man ikke er aktiv på skiene. Første overnatning i kulden foregik i minus 5 grader med sommerliggeunderlag, sommersoveposer. To af os sov stort set ikke. Det var en sindssyg kold nat for noviserne. Vi lœrte at sœtte pris på det RIGTIGE grej. På den måde lærer man af sine fejl hele tiden - og vi kommer helst sikkert til at lære mere nyt når vi først står på Indlandsisen.
Blandt det mest uundværlige gear er vores heldragte i dun som skal bruges i campen ved ankomsten efter dagens strabadser. Overgangen fra at stå på ski til at stå stille inden teltet er slået op kan være super kold. Af andet gear er det meget forskelligt hvad der er faldet i vores smag. Hver person har sin måde at takle kulden på. Ann-Sofie sover på rensdyr skind, men vi andre har syntetiske underlag af skumplast. Pigerne har også andre prioriteter end drengene – de sætter eksempelvis stor pris på tisseflapper i tøjet.
Vigtige erfaringer
Når I læser om vores erfaringer kan det måske give en ide om at vi ikke er ekstreme ekspeditiondeltagere, mem almindelig unge mennesker uden de store erfaringer der har kastet sig ud i et spændende projekt. Fx har vi lært, at man ikke skal ligge sig i soveposen med sit skaltøj på fordi man er trœt..., at der er stor forskel på smagen af frysetørret mad….. at man skal teste sin brœnder i kulden og ikke bare hjemme i den varme stue…… at man skal huske sine skistave når man tager på skitur…. at vingummi fryser stenhårde i kulden…. Osv osv. Og en af de postive: at man fuldstœndig glemmer at man har frosset hele natten når man står midt i den helt vilde natur med skiene på (og har varmen naturligvis).
Aha oplevelser
Det er faktisk lidt svœrt at gå på rœkke uden at tale sammen i 50 minutter af gangen – for pigerne altså. For drengene falder det helt naturligt. 100 gram chokolade og nødder som skal spises på et 10 minutters pause hver time er ret meget, men smart fordi forhindrer at man går sukkerkold. En godnathistorie skal vœre lidt eksplosivt spændende for at holde lytterne i teltet vågen, ellers kommer man til at læse alene. At 200 gram tvungen müsli om morgenen er meget, men at mœlkepulver med varmt vand er sœrdeles undervurderet.
De sidste forberedelserDen sidste måned er det sidste faldet på plads. Tilladelser fra Dansk Polar Center, forsikring, radiotilladelser, flybilletter og rent tøj sendt til østkysten. Koordinater til opstigningen fra punkt 660 i Kangerlussuaq på vestsiden er kommet på plads. Man bevæger sig de første dage gennem et område med mange farlige gletcherspalter og det er vigtigt at kende den rigtige rute. Satellittelefon og VHF er testet, medicin er pakket, telte er justeret med stormflapper, gletcherredning og sikring er øvet.
Den sidste uge er gået med at pakke mad. I alt har vi hver pakket omkring 320 små madposer med marcipanbrød, havregryn, pølse, smør, nødder osv. Alt sammen vejet på grammet.
Her to dage før afrejse er vi klar. Vi kan mœrke rejsefeberen, som der ellers ikke har vœret meget tid gennem den sidste tids strabadser.
Om alt går vel, vender vi tilbage om seks uger med mere om vores oplevelser fra selve turen over isen.
Helt almindelige hilsner fra
Ann-Sofie, Esge, Jesper, Kasper og Sascha
18 timer til afgang
Så blev det endelig afgang, efter en lang og produktiv pakke nat, natten til fredag kom Kasper, ASH og jeg også i lufthavnen med alt vores happengut. Der var alligevel et par småting der skulle ordnes det sidste døgn. Klokken 0600 om morgenen besluttede jeg at der ingen grund var til at sove den nat.. Tror Kapser sov 2 timer og ASH 4 timer samme nat i deres ekspeditionscentre.
Kun et kvarters powernap, men tilgengæld tre kvartes kvalitetsbad og fyntørring af hår blev der plads til i de sidste timer før afgang (mener det var forsvarligt at bruge lidt ekstra vand netop denne dag, nu skåner jeg jo miljøet de næste 30.. ik).
Sammen med alle ASP'erne som skulle til GM i Maniitsoq tog vi flyet til Kangerlussuaq, jeg må indrømme det ikke blev til meget udsigtskiggeri for mit vedkommende.
I Kanger mødte vi så Esge for første gang, et behageligt møde der startede med et knus, god start, gruppen var samlet og det var lige præcis som det skulle være. Vi fejrede det selvfølgelig med en omgang kylling og pomme og moskusbuger i Kangers helt forrygende lufthavns cafeteria.
Jesper var selvfølgelig også i lufthavnen, efter et døgn i ensomhed savnede han det gode selskab ...:)
De sidste to dage har vi brugt på at ordne alle de mange små ting sammen, en hyggelig afveksling rentfaktisk at sidde sammen med andre og lave det samme i et fælles ekspeditioncenter på Old Camp hvor vi har den ene bygning for os selv. Vores udstyr er så også eksploderet ud over det hele her.
Vi havde i går besøg af politiet til sikkerhedstjek, Thomas, vi skulle redegøre for mad og brændstof, for rute, satelittelefor, personal locater beacon og VHF radio, i bytte fik vi lidt røverehistorier om tidligere ekspeditioner og et OK for at vi kunne gå over isen fra på søndag. Hvis vi ikke er i Isortoq om 32 dage og de ikke har hørt fra os bliver der sat en rednings aktion i gang. .. Og selvfølgelig hvis vi beder om hjælp før via satelit eller PLB, hvilket selvfølgelig ikke bliver aktuelt.
Ud over det har vi rigget pulke til (et projekt der viste sig at være lige noget for ingeniøren), sat snore i altting, givet alle lynlåse silikone så de er lidt mere medgørlige i kulden, syet teltene færdige efter de er blevet opgraderet med stormflapper, banket støvler for at blødgøre lædderet (støvlerne bøjer det forkerte sted ude ved tærerne), ruten blev plottet ind på 3 GPS'er og nogen fik sovet.. ind i mellem alle forberedelserne.
Fortsættelse følger
I morgen klokken 0900 kommer truck og trailer som skal læsses med 10 pulke,
Kun et kvarters powernap, men tilgengæld tre kvartes kvalitetsbad og fyntørring af hår blev der plads til i de sidste timer før afgang (mener det var forsvarligt at bruge lidt ekstra vand netop denne dag, nu skåner jeg jo miljøet de næste 30.. ik).
Sammen med alle ASP'erne som skulle til GM i Maniitsoq tog vi flyet til Kangerlussuaq, jeg må indrømme det ikke blev til meget udsigtskiggeri for mit vedkommende.
I Kanger mødte vi så Esge for første gang, et behageligt møde der startede med et knus, god start, gruppen var samlet og det var lige præcis som det skulle være. Vi fejrede det selvfølgelig med en omgang kylling og pomme og moskusbuger i Kangers helt forrygende lufthavns cafeteria.
Jesper var selvfølgelig også i lufthavnen, efter et døgn i ensomhed savnede han det gode selskab ...:)
De sidste to dage har vi brugt på at ordne alle de mange små ting sammen, en hyggelig afveksling rentfaktisk at sidde sammen med andre og lave det samme i et fælles ekspeditioncenter på Old Camp hvor vi har den ene bygning for os selv. Vores udstyr er så også eksploderet ud over det hele her.
Vi havde i går besøg af politiet til sikkerhedstjek, Thomas, vi skulle redegøre for mad og brændstof, for rute, satelittelefor, personal locater beacon og VHF radio, i bytte fik vi lidt røverehistorier om tidligere ekspeditioner og et OK for at vi kunne gå over isen fra på søndag. Hvis vi ikke er i Isortoq om 32 dage og de ikke har hørt fra os bliver der sat en rednings aktion i gang. .. Og selvfølgelig hvis vi beder om hjælp før via satelit eller PLB, hvilket selvfølgelig ikke bliver aktuelt.
Ud over det har vi rigget pulke til (et projekt der viste sig at være lige noget for ingeniøren), sat snore i altting, givet alle lynlåse silikone så de er lidt mere medgørlige i kulden, syet teltene færdige efter de er blevet opgraderet med stormflapper, banket støvler for at blødgøre lædderet (støvlerne bøjer det forkerte sted ude ved tærerne), ruten blev plottet ind på 3 GPS'er og nogen fik sovet.. ind i mellem alle forberedelserne.
Fortsættelse følger
I morgen klokken 0900 kommer truck og trailer som skal læsses med 10 pulke,
fredag den 3. april 2009
Pakkeglæde
Så er jeg ved at være klar. Tre timer til afgang fra Aasiaat. Gennem de sidste par dage har jeg kæmpet med at pakke pulkene og udmåle rationer. Mine pulke vejer lige nu ca. 95 kg! Pyhh.
På billedet er jeg ved at afveje 150 g nødder/rosiner til timepauserne. Jeg regner med seks pitstop i løbet af dagen og under hvert pit skal jeg spise 25 g nødder, 25 g marcipan og 50 g chokolade. Hverken mere eller mindre.
På billedet er jeg ved at afveje 150 g nødder/rosiner til timepauserne. Jeg regner med seks pitstop i løbet af dagen og under hvert pit skal jeg spise 25 g nødder, 25 g marcipan og 50 g chokolade. Hverken mere eller mindre. Til morgenmad står den på 175 g havregryn og cornflakes med 25 g mælkepulver med kakao. Til aften kommer der varm mad på bordet i form af 250 g Travel Lunch + supplement på 125 g ris. Som taste spiker har jeg lidt hvidløgssmør og noget parmesanost. Sidst men ikke mindst er der vingummi til natmad. Det giver 23.000 KJ om dagen. Takanna, velbekomme.
Vi har mad med til 40 dage. Dvs. 10 dage ud over de beregnede turlængde på 30 dage. Maden alene vejer 50 kg og brændstof til at opvarme vand vejer 15 kg. En stor andel af den samlede vægt.
Jeg har lige tjekket vejrudsigten. Mener det må være ret vigtigt at undgå storm og dårlige forhold de første dage, så vi kan nå at få en rutine opbygget. Og det ser rigtig godt ud. Stille med 1-3 m/s og faktisk relativt varmt i Kangerlussuaq med 10-15 frostgrader. Denne vinter har været lidt speciel set i forhold til de sidste 10 år. Der har ligget meget havis og det stabiliserer vejret og højtrykkene inde over Grønland og giver solskin uden vind. Det er super dejligt og giver (potentielt) flere timer udendørs. Håber fortsat at højtrykkene holder stand mod lavtrykkene.
Glæder mig!
onsdag den 1. april 2009
Takuss civilication
Af Jesper V. Nielsen
Så er det dagen før dagen, hvor jeg tager afsted mod Kangerlussuaq og indlandsisen. Jeg tager afsted en dag før resten af holdet, fordi jeg var for sløv til at få bestilt flybillet fra Aasiaat til Kangerlssuaq, og der var udsolgt, da jeg endelig fik det gjort. Men pyt, det betyder bare, at idag er sidste undervisningsdag i dette skoleår - ikke nogen dårlig tanke at gå på "sommerferie" den 1/4!
Jeg har brugt de sidste dage på at pakke pulkene, og har bundet jeg ved ikke hvor mange knuder på små 2 liters frostposer - 3 x 40 poser til mad også alt det andet der også lige skal organiseres. Maden er pakket ind i dagsrationer, så den er let og simpel at gå til, når man står ude midt i ingenting og ikke har overskud til at rode med alt for mange ting. For at lette pakningen af mad er der ikke de store variationer i hvad jeg skal spise de næste 30 -40 dage. Mogenmad kommer til at bestå af müsli med iblandet sukker og sødmælkspulver. Vi holder på turen mod Isortoq ikke egentlig frokost, men skal spise i løbet af dagen - planen er, at vi går i 50 minutter og holder hvil i 10 minutter. I de 10 minutters pause skal man så spise og drikke, så man er sikker på hele tiden at have noget energi i kroppen, og ikke går kold fordi man ikke har fået spist. Pauserne skal max være 10 minutter lange både fordi det kan være skide koldt at stå stille, og fordi vi med alt sandsynlighed får travlt over isen, hvis vi skal nå frem til Isortoq inden for den planlagte tid. Ligesom for morgenmaden lider timerationerne heller ikke af den store variaton - tørret frugt, slik, chokolade og nødder! Til aften skal vi leve af frysetørret mad tilsat ekstra ris, og det er et himmelsk måltid, når man er meget sulten (nogen påstår endda at Pasta mit Käsesauce er en lækkerbisken - meeen jeg tvivler på at det nogensinde bliver min livret).
I går aftes var jeg igang med af samle udstyr og pakke det i pulkene, og det er super svært at vælge havd der skal med - eller rettere sagt det er skide svært at fravælge. Vi har alle købt nogle store tasker som passer ned i pulken, og de kan rumme så meget, at det ikke er pladsen i pulken der sætter begrænsninger på hvor meget der skal med, så ved første indvejning igår vejede indholdet i pulkene 99 kg, og oven i det skal jeg slæbe på 20 L rensebenzin til brænderne. Jeg vil i løbet af i eftermiddag forsøge om jeg kan trimme indholdet i pulken, men langt den største del af vægten i pulkene er mad og brændstof, og det kan jeg ikke så godt efterlade hjemme i lejligheden.
Når folk på det sidste har spurgt, om jeg tænker på, at jeg snart skal afsted, har jeg sagt nej, jeg har haft alt for travlt med parktiske ting i forhold til arbejde og pakning af udstyr og mad, men et eller andet er der sket, som har fucket min tankegang op, ihvertfald er jeg idag mødt 4 timer for tidligt på arbejde, og det er ALDRIG sket før, så måske er jeg ikke så upåvirket af sitiutionen, som jeg bilder mig selv ind?
I aften afholder GU Aasiaat forårskoncert hvor eleverne skal optræde med forskellige numre, og ind fra venstre kommer bandet "Sæl i flammer" som består af nogle kollegaer og jeg + forstærkning på gitaren fra Nukissiorfiit. Det er et band fuld af store egoer, som hver kræver deres plads i rampelyset, og jeg håber ikke, at stjernenøkkerne og ambitionen om at styre rytmen blandt de to turdeltagere på henholdsvis bas og trommer udmønter sig i rock´n roll slagsmål og samarbejdsproblemer, som kan belaste turen over Sermersuaq ;-)
Så er det dagen før dagen, hvor jeg tager afsted mod Kangerlussuaq og indlandsisen. Jeg tager afsted en dag før resten af holdet, fordi jeg var for sløv til at få bestilt flybillet fra Aasiaat til Kangerlssuaq, og der var udsolgt, da jeg endelig fik det gjort. Men pyt, det betyder bare, at idag er sidste undervisningsdag i dette skoleår - ikke nogen dårlig tanke at gå på "sommerferie" den 1/4!
Jeg har brugt de sidste dage på at pakke pulkene, og har bundet jeg ved ikke hvor mange knuder på små 2 liters frostposer - 3 x 40 poser til mad også alt det andet der også lige skal organiseres. Maden er pakket ind i dagsrationer, så den er let og simpel at gå til, når man står ude midt i ingenting og ikke har overskud til at rode med alt for mange ting. For at lette pakningen af mad er der ikke de store variationer i hvad jeg skal spise de næste 30 -40 dage. Mogenmad kommer til at bestå af müsli med iblandet sukker og sødmælkspulver. Vi holder på turen mod Isortoq ikke egentlig frokost, men skal spise i løbet af dagen - planen er, at vi går i 50 minutter og holder hvil i 10 minutter. I de 10 minutters pause skal man så spise og drikke, så man er sikker på hele tiden at have noget energi i kroppen, og ikke går kold fordi man ikke har fået spist. Pauserne skal max være 10 minutter lange både fordi det kan være skide koldt at stå stille, og fordi vi med alt sandsynlighed får travlt over isen, hvis vi skal nå frem til Isortoq inden for den planlagte tid. Ligesom for morgenmaden lider timerationerne heller ikke af den store variaton - tørret frugt, slik, chokolade og nødder! Til aften skal vi leve af frysetørret mad tilsat ekstra ris, og det er et himmelsk måltid, når man er meget sulten (nogen påstår endda at Pasta mit Käsesauce er en lækkerbisken - meeen jeg tvivler på at det nogensinde bliver min livret).
I går aftes var jeg igang med af samle udstyr og pakke det i pulkene, og det er super svært at vælge havd der skal med - eller rettere sagt det er skide svært at fravælge. Vi har alle købt nogle store tasker som passer ned i pulken, og de kan rumme så meget, at det ikke er pladsen i pulken der sætter begrænsninger på hvor meget der skal med, så ved første indvejning igår vejede indholdet i pulkene 99 kg, og oven i det skal jeg slæbe på 20 L rensebenzin til brænderne. Jeg vil i løbet af i eftermiddag forsøge om jeg kan trimme indholdet i pulken, men langt den største del af vægten i pulkene er mad og brændstof, og det kan jeg ikke så godt efterlade hjemme i lejligheden.
Når folk på det sidste har spurgt, om jeg tænker på, at jeg snart skal afsted, har jeg sagt nej, jeg har haft alt for travlt med parktiske ting i forhold til arbejde og pakning af udstyr og mad, men et eller andet er der sket, som har fucket min tankegang op, ihvertfald er jeg idag mødt 4 timer for tidligt på arbejde, og det er ALDRIG sket før, så måske er jeg ikke så upåvirket af sitiutionen, som jeg bilder mig selv ind?
I aften afholder GU Aasiaat forårskoncert hvor eleverne skal optræde med forskellige numre, og ind fra venstre kommer bandet "Sæl i flammer" som består af nogle kollegaer og jeg + forstærkning på gitaren fra Nukissiorfiit. Det er et band fuld af store egoer, som hver kræver deres plads i rampelyset, og jeg håber ikke, at stjernenøkkerne og ambitionen om at styre rytmen blandt de to turdeltagere på henholdsvis bas og trommer udmønter sig i rock´n roll slagsmål og samarbejdsproblemer, som kan belaste turen over Sermersuaq ;-)
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
