Endelig lyd fra ekspeditionen. De har krydset spalter og steget stejlt opad, men er nu kommet frem på det flade stykke.
Fredag aften var der endelig hul igennem. Jeg var der da telefonen ringede. Dejligt endelig med lyd fra indlandsisen.
Sascha melder at alle har det godt. Ekspeditionsdeltagerne har klaret de første dage uden nogle store problemer. Under opstigningen har de flyttet sig ca. 2 kilometer hver dag og hvad der svarer til ca. 100 højdemeter om dagen. De første fire dage har de gået med pigsko og har krydset gletscherspalter. To steder har de krydset store og bundløse gletschere over snebroer. Lidt nervepirrende, men det er også det mest nervepirrende de har været ude for.
Det har været hårdt at gå over gletscherne. Allerede den første dag fandt deltagerne ud af hvor hårdt. De besluttede sig hurtigt for at omfordele i pulkene, så pigerne fik mindre vægt at slæbe på.
I torsdags tog de 5 rejsende pigskoene af og skiftede til ski. De er nået til det flade stykke. De kørte 12,9 kilometer den dag, og tog 140 højdemeter. Skiftet til ski betød også en intensivering af rejsen. De første dage gik de 4 timer om dagen, og torsdag skiftede de til 6 timer pr. dag.
Sascha fortæller at de trods intensivering husker at stoppe op og nyde deres tur. Det er meget smukt, fortæller hun. Hun siger også at de indtil videre følger både planen og sporet. De var ved sidste melding N 67 grader 07' 35", V 49 grader 17' 24,3", og var 1076 meter over havets overflade.
Da jeg talte med Sascha var der 4 graders varme på indlandsisen. De har oplevet store temperatursvingninger på turen. Laveste er - 27 grader. De har også oplevet modvind på op til 10 m/s, men ved meldingen var vejret dejligt.
De bliver efterhånden som turen skrider frem, bedre til at indarbejde rutiner, og det går nu meget hurtigere med at slå lejr for natten.
Gruppen lover at melde tilbage igen om en uges tid med nyt fra indlandsisen.
Inden Sascha siger farvel, må jeg love at takke Tove og Knud fra hende for den tidlige fødselsdagsgave. Den var hun meget glad for.
Næste melding følger snart. Vi venter alle med spænding.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar