Efterskrift - uncut

Tiden går og vi få ikke sagt meget om Indlandisen
Her er den historie vi er ved at skrive og redigere til Friluftland, her er den Uncut version..
God fornøjelse..

Sermersuaq – been there done that..

Det er nu 2 måneder siden vi ramte iskanten på østkysten ved bygden Isortoq efter 550 km plus det løse, 31 aktive dage, 1 overliggerdag og uendelig meget IS og SNE.

Indlandsisen og en tur over den er en svœr ting at beskrive. Meget romantisk litteratur er skrevet om at krydse Sermersuaq, som betyder den store is. Af det vi har lœst er der intet der kommer i nœrheden af den oplevelse vi fem havde.

Vi var klar d. 5. April 2008 og drog friske og rene af sted fra punkt 660 i Kangerlussuaq, vejret var strålende, terrœnet var stejlt og vi nåede ikke at gå mange meter før vi tog sikkerhedsudstyret frem og bandt os sammen. EN gang er jo den første til mange ting og det her var den første gang vi gik bundet sammen i gletcher terrœn, det gik..... Ja ok en ekspert havde nok fået sig et par billige grin ved synet af tumlen rundt med reb, personer der bliver spœndt helt ud og magtesløs bliver trukket over en af opstigningens toppe og så videre. Men med tiden bliver man jo bedre til alting, vi øvede os i 4 dage før vi kunne løsrive os fra rebene, ligesom det tog 4 dage før vi kunne skifte steigeis’ne ud med Amundsen skien. 3 timer og 2 km startede vi med... der var langt over isen.. Men humøret var højt og vi fik kørt camp rutinerne ind velsignet med solskinsvejr så vi kunne øve os før dårligere vejr. Sammenbundet krydsede vi to sne broer på opstigningen.

Det var fantastisk at får skiene på i forhold til steigeisen, lidt mere skub kom der i det, selvom pulkene stadig var tunge. Vi startede ud med en vœgtfordeling på alt imellem 90 kg til 120 kg og som den første uge gik havde vi vœgtfordelt så pigerne ikke lœngere havde hverken fœlles udstyr (det var fordelt ud fra starten af) eller brœndstof, uden vœgtfordeling kunne vi ikke have fulgtes i samme tempo over isen.
Vi trappede langsomt km og timer op de nœste dage. Vi var så heldige ikke at have whiteout før på ca. 10.dagen, indtil da stod den på sol og ok ind imellem vind, så vi havde da haft gang i fullface maskerne. Lad os bare sige at det ikke er optimalt at dyrke sport og skulle ånde ud igennem et lille hul i en maske og samtidig beskytte sine øjne med briller som helst ikke skal dugge.. det fryser jo til is.. På den måde endte Esge med at klippe to brevsprœkker i sine sovebriller.. de duggede ingen vegne.

Navigationen kørte fra dag et, vi havde kompas og GPS (mistede dog både et kompas og en GPS undervejs.. men havde backup) til at kontrollere vores position og retning, forreste mand navigerede efter sol, vind og snelandskabet. I Whiteout var det en ekstra udfordring og i mørke en kunst!

MAD.... 32 dage og det samme hver eneste dag, det er ikke så nemt som det lyder, ja ja tœnker man, hvor svœrt kan det vœre... MEGET SVŒRT. Nogle af os havde det nemmere end andre med maden. Morgen bestod af 170-200 gram müesli eller cornflakes med vand/mœlkepulver/kakaopulver. Frokost havde vi ikke i den forstand men i stedet time rationer a 100 gram slik, chokolade, nødder, rosiner og et medlem havde loganbrød (brød med meget lidt vand i), pølse og smør, i alt ca. 600 gram i løbet af dagen af kalorie tœt mad plus det vi havde ekstra og byttede. Aftensmaden var for pigerne en dobbeltportion travellunch og for drengene en dobbelt portion travlellunch suppleret med 125 gr ris eller kartoffelmos. Nogen havde supplerende smør med. Vi havde regnet med ca. 21000 kilojoule (ca. 5000 kalorier) pr mand pr dag. Dem vi havde lœst om havde haft henholdsvis 3200 og 4400 kalorier med og havde tabt sig 7+ kg.. Vi havde ingen ambition om at tabe os. Piger og drenge havde lige meget med og det udlignede sig sådan at drenge havde brug for det mere som pigerne ikke kunne rumme.
Maden mistede sin smag og vi havde ikke tœnkt ud i krydderier ud over hvidløgssmør.. Så måltider var en pligt ikke en nydelse for i hvert fald 3 af os.. Og en udviklede allergi for travellunch i en sådan grad at det måtte pilles ud at kosten. Selv samme har stadig men efter madallergien på indlandsisen i form af ar på huden efter sår – indlandispatina? To af os løb ind i diarre, men det fik vi hurtigt stoppet igen, dog drœner det i mens det står på. En enkelt var allergisk overfor honning, men fik ved slik deling lidt spor og fik det mildest talt dårligt.. Det fik vi rettet op på med hurtig camp og lidt kœrlig pleje fra sygeplejersken og lœgen på turen.
Vi blev nœrmest sanse overstimuleret ved det første måltid efter ankomst til isortoq, selvom det var ganske banalt kylling, pasta blanding, dåsegullach og kogte grøntsager (hvad ellers?). Det lykkedes os ikke at tabe os noget af betydning, måske havde vi rokeret lidt rundt på depoterne og en enkelt havde tabt måske 2 kg, vi var tilfredse.

Udfordringerne på indlandsisen er mange. Udfordringer som whiteout (ca. 50 % af tiden), modvind (ca. 50 % af tiden), uendeligheden i terrænet, vabler, 31 dages fysisk anstrengelse og overanstrengelse, kulde, mad, gruppe dynamik og så videre. Det nemmeste ved at krydse isen var ikke at gå i bad, piece of cake, og de fleste af os lugtede ikke så meget syntes vi selv.. tror måske andre syntes vi lugtede lidt da vi kom i selskab med rene mennesker igen... Kulden var heller ikke så slem, koldeste dagstemperatur var -27 og varmeste +4, trods det fik 2 af os forfrysninger på kinderne, en på nœsen og to på tœrerne, intet alvorligere end lidt pigment œndringer af negler der er faldet af – indlandsispatina? Ud over det sveder man jo af alt det sport og i høj sol, ingen vind og -10-15 grader måtte vi flere gange gå i korteœrmer og en i lange underbukser. Med hensyn til det sociale så startede vi med at grine sammen og vi sluttede med at grine sammen så det gik godt med gruppen, men diverse kontroverser er uundgåelige når der stort set hele tiden er en eller flere i gruppen der er presset og i underskud. De eneste spille regler vi havde fra starten af var at en i gruppen havde vetoret hvis det hele brœndte på og en beslutning skulle tages. Resten klarede vi undervejs, men det er ikke helt nemt at få snakket sammen på indlandsisen, meget af tiden gik vi alene, koncentrerede os om at spise/drikke/tisse i de 10-15 min lange pauser, satte camp op, spiste og sov. Det hele blev lidt mere hyggeligt da det ene af teltene blœste vœk i en morgenvind.... Så måtte vi sove 5 mand i et 3 personers Hildeberg telt.. Det gik og det gjorde klart at vi fik snakket mere sammen alle sammen end før da vi sov i to telte, selv om vi roterede i teltene med mellemrum for at få lidt nyt input. Så den vind endte vi med at sœtte pris på.

Indlandsisens uendelighed er en mentalfaktor som er svœr at forestille sig uden at stå der selv, der er uendeligt langt over på den anden side, i starten så langt at det føles meningsløst at forholde sig til det, det var nemmere bare at acceptere at sådan var livet lige nu, sne, is, telt. Det betød også at Dye 2 den gamle amerikanske radarstation som vi stødte ind i ca. halvvejs var en helt fantastisk spœndende afveksling, det var ligesom at komme i sommerhus. Vi var genoplivede efter den sommerhusovernatning i radarkuplen. De sidste 14 dage begyndte vi at forholde os lidt mere til tiden og kilometerne, samtidig havde vi en forventning om at det ville begynde at gå en anelse nedad og at vi rent faktisk ville kunne mœrke det under skiene efter at have krydset højdedraget, i stedet skete der det at der var faldet utrolig meget sne på østsiden så vi kœmpede os nedad i dybsne, som viste sig at vœre meget mere hårdt end at gå opad med tungere pulke. Fordelen var at det mest var den der gik forrest der tog lœsset med at bane vejen igennem dybsneen, resten af os slappede af i det rolige tempo, ulempen var at det tog meget lœngere at tilbage lœgge de 20-30 km vi havde regnet med vi kunne gå, vi blev derfor nød til imod vores oprindelige principper at øge march tiden fra 8 timer op til 11 timer.. Vejret spille os også lige rigelig mange puds på øst siden så vi endte med at gå efter vejret og ikke efter døgnet, det betød en del natte vandringer og kompromis med søvnen. Alt i alt en hård kombi, men det der gjorde at vi nåede vores helikopter på den anden side – glade og lettede. Den sidste dag på turen mœrkede vi det east-coast-glide vi havde forventet nœrmest de sidste 10 dage, fœllerne røg af og vi gled med stor fornøjelse de sidste 26 km ned af isen, så godt at vi nœr havde taget den i frit fald ud over iskanten der hvor isen møder fastlandet... Vi nåede at bremse i tide og i det fjerne kunne vi spotte vores taxi, to østkyst hundeslœder, de flotteste hundeslœder man kan forestille sig..

Vi var meget forskellige fysisk, drengene var generelt i meget bedre form end pigerne og samtidig med det fra naturen side fysisk overlegne. Pigerne fik kamp til stregen med det fysiske og vi vœgtfordelte hele vejen over isen. Drengene kœmpede mere med det mentale. Fysisk var det dog en stor udfordring for alle at bruge kroppen på den måde så mange dage i trœk uden restitution, og hvis ikke vi kendte vores grœnser før vi tog af sted, så gjorde vi det i hvert fald da vi kom hjem. Tror godt vi kan sige at to af os var i helt almindelig fysisk form, hverken dårlig form, men heller ikke god, selvom vi selvfølgelig havde ambitionen om at vœre i god form før afrejse. Det har sin pris på humøret og energien, men det er jo ingen overraskelse, tilgenœld får man forœrende en indsigt i sig selv og sit reaktionsmønster som nok er svœrt at reproducere. Moralen til en anden gang er nok: trœning, trœning, trœning og atter trœning.

Var det en god tur?

Ja, men det tog lidt tid efter vi kom hjem at kunne tœnke på de situationer hvor det hele bare var noget lort som noget godt. Det er hvidt i hvidt, pulken rykker i ryggen over det der føles som bjerge af snefaner, vinder står lige ind, den latterlige maske er fuld af is og krummer fra pausens kiks som i øvrigt ikke rigtig var til at spise uden at få ustyrlige mœngder fysne i hovedet (skal hilse og sige at det samme sker ved toiletbesøg af den hugsiddende slags), det er ikke til at få vejret ud igennem det lille hul, brillerne er igen fyldt af is, knœ, hofter, hœle knager, der er 7 timer tilbage på dagen og tankerne er allerede gået i stå, man har mest lyst til at sœtte sig på isen og tude eller bare at lave ingen ting, de andre er dumme, man er trœt, og der er 14 dage igen!

Ja, solen skinner, landskabet er uendeligt på den fantastisk måde, man er fyldt af energi, der er ikke en vind der rør sig, pulken flyder derudaf på sneen, energien i benene føles uudtømmelig, fœllerne fœster fantastisk på sneen som knirker vidunderligt, snehavet med skyskyggerne er eventyrligt og ikke mange forundt, de andre er for seje og sjove, man fik spist hele morgenmaden, det er en god dagsration i dag, det er vandkoge fridag og den gode travellunch der venter til aften, soveposen er nœrmest tør efter en dags luften bag på pulken, det dagen undertøjet skal skiftes (skete måske 2-3 gange på 30 dage), der er 10 dage tilbage, det er dejligt at vœre til.

Var det det hele vœrd: ja
Ville vi gøre det igen: en ud af fem
Ville vi ikke have gjort det: jo

Sermersuaq – brutal skønhed – noget for dig?

God tur
Esge, Jesper, Kasper, Ann-Sofie og Sascha