Endelig lyd fra isen

Efter lang tids radiotavshed, er der endelig lidt nyt fra ekspeditionsdeltagerne. Dagen har budt på en kort morgenhilsen til Saschas forældre og en masse kommentarer fra bekymrede familier og venner rundt omkring. Henunder aften kommer der så mere nyt fra hovedpersonerne.

Klokken 22 om aftenen ringer telefonen i Aasiaat. Efter at have læst morgenens besked på bloggen, har jeg siddet spændt og ventet: Hvad nyt fra isen?

Det er Jesper der ringer. Han lyder lidt træt, og siger med det samme at det ikke bliver en lang reportage denne gang. Alle de mange spørgsmål og lange fortællinger må vente til den anden side. Han kommer hurtigt med koordinaterne: N 65 grader 54', V 39 grader 47'.

Og så fortæller han ellers kort om situationen på isen. Der er ikke mange historier om deres oplevelser, men lidt bliver det til. Lidt drama, og lidt uventet nærhed.

Inden de historier beretter han at de har kørt meget og hårdt de sidste mange dage, for at kunne nå over isen til tiden og nå til Isortoq. Der har været megen blæst den sidste lange tid, og de har kørt i løs sne, og det har gjort færden vanskelig. I dag har det dog vist været medvind, for han fortæller at de har skudt god fart.

Jesper fortæller at de nu kører i lang tid hver dag, og at de har valgt at køre efter føret, så de af og til (sådan fremstiller han det) kører om natten. Han fortæller også at det er blevet lidt lettere at sætte lejr op. North Face teltet er blæst væk. Som han fortæller det, har Kasper ofret teltet til indlandsisen, og han udsteder hurtigt en tak for ofret. Kasper fortæller bagefter at han jo bare gjorde det for holdets skyld, at han syntes de alle trængte til at blive lidt tættere sammenknyttet. Han mener det er til alles bedste at de skal sove 5 mand i ét telt.

Inden jeg får Kaspers version, fortæller Jesper videre. De kæmper hårdt for at nå nedstigningen. De har fået en aftale om et lift med hundeslæde for enden af isen og til Isortoq. De håber at de når frem til helikopteren i tiden, og kæmper mod uret. Jesper lyder dog fortrøstningsfuld.

Kasper overtager telefonen, da jeg bringer hilsener hjemmefra. Han er glad for sin hilsen, men er vist også ude på at forsvare sit teltoffer og bringe lidt mere drama ind i beretningen. Igen er det Esge der må levere dramaet.

Historien kommer da jeg bringer alle bekymringerne hjemmefra videre. Kasper kan ikke helt forstå bekymringerne. - Vi har jo bare stået på ski, siger han. Og dog, når han tænker efter, kan han da lige komme med en smule drama på indlandsisen.

En af dagene, fortæller Kasper, er Esge faldet om på alle fire i sneen. Pludselig har han bare lagt sig ned. Hans luftrør har snøret sig sammen. Han er blevet forgivet, lyder teorien. Han har været godt kørende på ski, og Kasper fortæller at Jesper, i et anfald af jalousi, har givet Esge morgenmad med honning. Ikke nogen god idé. Esge får en allergisk reaktion efter kort tids kørsel, og kan ikke få vejret. Igen er ekspeditionen taknemmelige over at have en læge og en sygeplejerske med. De styrter over til Esge, og får hurtigt medicineret ham, og får ham reddet fra "giften". Han er heldigvis okay igen.

Kasper siger at de giver lyd fra sig igen når de er kommet over isen. Godt at alle har det godt, og dejligt beroligende at de slet ikke forstår bekymringerne hjemmefra.